Skrevet af Peter Tinggaard
Ef 2,4-7: “Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus.”
Lammets trone i himlen er det sted, hvor han hersker over hele universet. Det er på denne trone, at han “sidder ved Faderens højre hånd”, som vi siger det i trosbekendelsen, og det er også her, at han engang skal modtage prisen og hyldesten fra hele Guds skaberværk (jf. Åb 4-5). Men det er samtidigt på denne mægtige og højt ophøjede trone, at vi inviteres til at sidde med ham. Når vi beder i Jesu navn er det derfor ud fra denne ufattelige position i Kristus, at vi skal forstå bønnens grænseløse muligheder.
Men det betyder ikke, at vi har denne magt i os selv. Det er fortsat kun Jesus, som har navnet over alle navne, og som har titlen som “kongernes konge og herrernes herre”. Vores magt og autoritet er uløseligt forbundet med hans magt og autoritet, og al denne kraft strømmer kun igennem os – NÅR vi lader ham herske i og igennem vores liv. Med andre ord inviterer han os på den ene side til at sidde med ham på tronen, så han kan herske igennem os, men han giver os på den anden side ikke en sådan “uafhængig” magt, som kan bruges til at gå imod hans vilje. Det er altså kun, når vi er under hans kommando, at vi kan gøre brug af hans magt og autoritet (jf. samtalen med den romerske officer i Luk 7,1-10). Det var det, som han udstillede med sit eget liv ved altid at vandre i fuldkommen overensstemmelse med Faderens vilje, så Guds kraft kunne virke uhindret igennem ham. Og det var det, som han lærte sine disciple.
Fx kom disciplene på et tidspunkt og sagde til Jesus: ”Giv os mere tro!” De havde forstået, at troen var det, som gjorde alle ting muligt (jf. fx Mar 9,23). Derfor ville de gerne have mere tro. Jesus svarede dem med disse ord: ”Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.” (Luk 17,6-10).
Disse vers bliver ofte misforstået. Den store tro tolkes som en stærk, befalende tro, som dikterer de ting, som skal ske. Ligesom en herre, der befaler sin tjener at gøre noget. Men problemet med denne tolkning er, at den placerer os på den forkerte plads. I afslutningen af lignelsen viser Jesus tydeligt, at den kristne ikke er herren, men tjeneren. Jesus siger IKKE, at vejen til en større tro går gennem at råbe højere, eller at være mere selvsikker, eller lignende. Han viser, at den større tro kommer af større lydighed mod Herren.
Altså handler det ikke om at puste sig op, men om lydigt at følge alt, hvad Gud leder os til at gøre. Dette gælder selvfølgelig også for vores bønner. Den vej, som fører til store og fantastiske forandringer i vores land, er lydighedens vej. For det er kun Jesus, der er Kongernes konge og Herrernes herre, og vores opgave er først og fremmest at være hans tjenere. Det er alene ham, som alle magter er underlagt, og det er kun i det omfang, at vi er underlagt hans ledelse og myndighed, at vi kan forvente, at hans kraft og myndighed vil flyde frit igennem vores liv.
Hvis vi virkelig ønsker at få mere af Guds kraft og herlighed i vores bønner, er der en pris, vi må betale. Vi må lære at følge efter, i stedet for blot at gå derhen, hvor vi selv vil. Vi må lære at lytte mere end vi taler. Vi må ganske enkelt lære at underlægge os Jesus på alle områder af vores liv. For det er ham, som er Herren, og vi er blot hans trofaste og lydige tjenere. De store gennembrud i bøn vil først komme, når vi virkelig begynder at leve denne sandhed ud. Han er bønnens Herre, og vi er hans tjenere. Han er den store Konge, og vi er sat hernede for at kundgøre, hvad Kongernes konge befaler.
Bed derfor om:
- At vi må lære at ydmyge os under Jesu herredømme, så hans kraft kan virke igennem os.
- At vi må lære at elske bønnen “Ske din vilje, og ikke min!”
- At hele bevægelsen “Faste for Danmark” må være uløseligt forbundet med Kongens planer – så vi ikke søger vores egen vej.