Skrevet af Peter Tinggaard
Kol 3,23: “Hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker.”
Kirkens største kald er at ligne Jesus og dermed Gud. Vi er nemlig sat på jorden for at åbenbare for verden, hvem Gud virkelig er. Igennem os skal mennesker opdage, at Gud er kærlig, og god, og nærværende, og vis, og meget, meget mere. Men mens forskellige situationer udfordrer os til at vise forskellige sider af Guds væsen, så er der en ting, som altid burde være tilstede. Og det er lidenskab. “Hvad I end gør, gør det af hjertet … “
En af de største tragedier ved nutidens kirke er dette: Vi er blevet en kirke, som har mistet lidenskaben. Vi elsker, ja, men vi elsker ikke med passioneret lidenskab. Vi viser barmhjertighed, men gør det på ingen måde ligeså helhjertet som det, Jesus gjorde. Vi tilgver selvfølgelig, for ellers siger Bibelen, at Gud vil tilbageholde sin tilgivelse af os, men vi gør det modvilligt og ikke med glæde. Vi giver penge, fordi vi skal, men gør det ikke med lidenskab og glæde. Vi er ikke en kirke, som virkelig har grebet, at “Gud elsker en glad giver” (jf 2 Kor 9,7). Som jeg ser det, er vi blevet til en kirke, hvor pligten har fået langt større indflydelse end lidenskaben. Vi gør mange af de rigtige ting, ja, men Gud har kaldet os til at være en kirke, der gør det hele “af hjertet – for Herren og ikke for mennesker” som Kol 3,23 siger?
Personligt tror jeg, at den dybereliggende grund til, at kirken har mistet sin lidenskab, skal findes i kirkens nuværende fundament. Vi har centreret kirken omkring en humanistisk kristendom, hvor mennesket er i centrum. Det er det, humanisme betyder. At mennesket har fået den plads, som alene tilhører Gud. Selvfølgelig fylder vi vores kirker med undervisning, bønner, sange mv., hvor vi bekender, at det er Gud, som er centrum for det hele, men desværre underminerer vi vores bekendelse ved at praktisere det modsatte. Vi synger: Vi elsker dig af hele hjertet og kan ikke undvære dig et eneste sekund … men lever så resten af ugen uden at forholde os særlig meget til Gud. Vi proklamerer, at Gud er vores forsørger og at vi stoler på ham, men alligevel ser vi, at det kun er meget få kristne, der lever som om, at de virkelig stoler på ham med deres økonomi. Vi siger, at Gud er vores styrke, men vil ikke acceptere, at vi rent faktisk er svage og ynkelige uden Gud.
Den dybereliggende grund til, at vi lever på denne måde – hvor vi gør det modsatte af det, vi bekender – skal som sagt findes i vores rod. Vi har en kristendom med mennesket i centrum. Den teologi om Gud, som vi proklammerer uge efter uge, er som en tynd og falsk skald omkring et indhold, hvor Gud absolut ikke sidder på tronen. Han er ikke Herre over vores økonomi, over vores relationer, over vores valg, over hvad vi ser i fjernsynet, over hvad vi gør med vores tid, eller over livets vigtigste beslutninger. På alle disse områder vil vi hellere selv bestemme, og vi retfærdiggør vores selvbestemmelse med floskler om, at Gud vil have os til at tænke selv.
I vores humanistiske kristendom har vi en sådan tillid til vores menneskelige evner, at vi har gjort forkyndelsen til gudstjenestens absolutte centrum, fordi vi tænker, at bare vi hører, hvad vi skal gøre, så kan vi selv klare resten. Vi siger det sjældent så direkte, men dette er roden, som former vores kirker. Vi lytter og lytter til den ene undervisning efter den anden ud fra en illusion om, at hvis bare vi lærer nok om Gud og Bibelen, så kan vi klare resten selv. Derved gøres kristendommen til en sag for hovedet, og vi håber selvfølgelig, at de sandheder og åbenbaringer, som vores hoveder griber, også må påvirke vores hjerter og resten af vores liv. Men det sker sjældent. For selv om vores hoveder har grebet en masse sandheder om Gud, er vi alligevel ikke i stand til at forvandle vores hjerter eller vores liv. Det er her kampen står i vores humanistiske kristendomsudgave. Vi har grebet sandheden i vores hoveder og nu må vi få vores hjerter og vores liv til at rette sig efter det, vi ved.
Men hvad har alt dette med lidenskab at gøre, tænker du sikkert. Jo, nu skal du høre. Hvis kristendommen skal udleves ud fra vores hoveder, og ikke ud fra vores hjerter, vil det medføre, at vi drives til at gøre den ene kristne handling efter den anden som en pligt, fordi det er vores hoveder, der kræver dem af os. Hver eneste pligt, som vi bebyrder os selv med, afspejler selvfølgelig Bibelske bud og regler. Det er udelukkende ting, som Gud kalder os til at gøre, og ikke noget, som kirken selv har fundet på. MEN Gud havde aldrig tænkt, at vi skulle gøre dem af pligt. Det var ikke meningen, at vores hoveder skulle overtage styringen med livet og være som en taktmester, der driver os til at gøre det rigtige. Absolut ikke! Det var meningen, at vi skulle lære at leve efter Guds forbillede. Han gør aldrig noget af pligt! Alt, hvad han gør, gør han med lidenskab og kraft. Han er altid helhjertet og 100 % nærværende i det, han gør, og han har aldrig prøvet at være halvhjertet. Derfor står der i 5 Mos 4,24: ”For Herren din Gud er en fortærende ild, en lidenskabelig Gud.” Det er det, der er vores kald. At være lidenskabelige, som han er det.
Bed derfor om
- At du selv må blive renset for en kristendommen, der har sit centrum i hovedet og ikke i hjertet.
- At kirken må omvende sig fra sin tillid til egne evner, der hindrer os fra at kaste os hjælpeløse i Guds arme.
- At kirken i Danmark igen må blive et sted, hvor lidenskaben hersker.