Skrevet af Peter Tinggaard
Luk 5,31-32: “Jesus svarede dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.«”
Det lyder selvfølgelig banalt og logisk, men der ligger en dyb, åndelig sandhed gemt i dette princip: Vand flyder nedad bakke. Med andre ord, Helligånden strømmer altid nedad bakke. For Gud er altid størst og derfor vil han aldrig skulle strømme opad. Han flyder ned til de ydmyge, men ikke til de hovmodige. Dem står han imod (jf. 1 Pet 5,5b). På samme måde siger Jesus, at han ikke kom for at kalde de retfærdige, men syndere til omvendelse. Altså, vandet fra Gud flyder nedad bakke. Aldrig opad bakke.
Dette princip bliver allerede etableret igennem teksten om tempelkilden i Ezekiel 47. For det er ikke tilfældigt, at denne kilde hele tiden strømmer mod øst, fordi ØST har en særlig teologisk betydning i det Gamle Testamente. Først læser vi i 1 Mos 2,8, at Gud plantede en have i paradiset Eden ude mod øst. Efter syndefaldet hører vi så, at mennesket blev jaget ud af haven i østlig retning i 1 Mos 3,24. Adam og Eva får to sønner, Kain og Abel, og syndens fortsatte vækst udstilles ved, at Kain slår Abel ihjel. Derefter står der om Kain i 1 Mos 4,16 – efter at han havde fået sin dom: “Så forlod Kain Herren og slog sig ned i landet Nod øst for Eden.” Faldet mod dybere og dybere synd og ondskab fortsætter med beretningen om Babeltårnet i kapitel 11, som indledes i v. 2 med følgende udsagn. “Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned.” Som om dette ikke var nok, hører vi igen om øst i forbindelse med områderne ved Sodoma og Gomorra, da Lot og Abram skulle vælge, hvor de ville bo. 1 Mos 13,11-12: “Så valgte Lot hele Jordandalen og brød op og drog mod øst. Sådan gik de hver til sit. Abram slog sig ned i Kana’an; Lot slog sig ned i Jordandalens byer og teltede, indtil han nåede Sodoma. Mændene i Sodoma var meget onde og syndede mod Herren.” Bemærk, at Lot går mod øst, og til sidst kommer til Sodoma, hvor han slår sig ned på et meget ondt sted … “Mændene i Sodoma var meget onde og syndede mod Herren.” Med andre ord, øst er retningen væk fra Gud og mod synden og ondskaben. (Se også 1 Kn 11,7; Ezek 8,16 og11,1; Jon 4,5. Jf 2 Krøn 29,6)
Men ØST var ikke bare ondskabens og frafaldets retning. Det var også den retning, som de jødiske templer vendte imod. Fx udtaler Moshe, en kendt, jødisk arkæolog: ”Et helt særligt kendetegn ved de jødiske templer og altre er deres østlige orientering. For alle jødiske templer og altre vender mod øst.” Dette bekræftes også af Ezek 47,1, som fortæller os, at “templet vendte mod øst.” I praksis betød dette, at templets og tabernaklets åbning altid var vendt mod øst, mod syndige mennesker. Når de vendte sig tilbage til Gud og bevægede sig hen imod Gud i templet, gik de altid mod vest. Personligt synes jeg, at dette giver os et fantastisk billede af, hvor nådig Gud er. Som Faderen i lignelsen om den fortabte søn, der stod og spejdede efter sin søn, sådan står Gud igennem templets retning vendt mod syndere, klar til at tage imod dem med åbne arme. Dette billede af Gud peger selvfølgelig også frem mod Jesus, som levede sit liv, vendt mod syndige mennesker. Han sagde: “Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.”
Så når tempelkilden ifølge Ezekiel 47 bevæger sig mod øst, og hele tiden bliver større og større, jo længere mod øst, den kommer, kan vi se den bevæge sig ud fra Guds bolig og ud til syndige mennesker. Mod Adam og Eva, som syndede og blev sendt mod øst. Mod Kain, som slog sin bror ihjel, og bosatte sig i Nod, øst for Eden. Mod Babelstårnet og det store oprør mod Gud, som igen var mod øst, og til sidst, mod Sodoma i øst, hvor ondskaben var så stor, at Gud måtte udrydde den. Det får mig til at tænke på ordene fra Rom 5,20, hvor Paulus taler om, at hvor synden blev større, blev nåden desto større.
Men Gud er ikke bare vest for syndere. Han er også altid højere oppe end alle andre. Derfor har sin bolig i himlen, langt over alle andre (jf. Es 57,15) eller på bjerget (Salme 121). Og når han byggede et tempel på et højt sted i Jerusalem, blev det til en fast vending, at man gik op til templet, lige gyldigt hvor man kom fra i landet. For Gud er altid over os og aldrig ved siden af os eller under os. Derfor gælder princippet igen: Vandet fylder nedad. Jak 1,17: “Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge.” Det er det samme, vi lærer i Fader Vor bønnen. Vi starter med at slå fast, at Gud er Fader og fra himlen. Hans navn er helligt, og bøn handler om, at hans vilje skal ske. Det er først, når vi har grebet og erklæret hans højt ophøjede position, at vi er klar til at bede for dagligt brød og andre ting. For vandet flyder nedad fra Gud. Vandet flyder ikke, fordi vi fortjener det (som om Gud skyldte os noget). Nej, vandet flyder ned, fordi vi er langt under Gud på alle måder.
Dette er ikke bare et gammeltestamenteligt princip, eller noget, som kun gælder for syndere. Det gælder også for dig og mig som kristne. Jo mere vi ydmyger os selv, jo lavere placerer vi os selv i forhold til Gud. Og her gælder det skønne billede fra tempelkilden. Jo længere ned vi kommer, jo mere af hans Ånd vil Gud kunne frigive over vores liv. På samme måde gælder det. Jo højere vi løfter Gud, HØJT op over vores liv, jo mere af hans Ånd, vil der blive plads til. 1 Pet 5,5b: “Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde.”
Lad os bede om:
- At vores liv må afspejle, at Gud er LANGT over os.
- At Gud må lære os at ydmyge os efter Jesu forbillede (Fil 2).