Skrevet af Peter Tinggaard
Heb 5,7: “Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt.”
I hele menneskehedens historie har der aldrig været en mere helhjertet og frugtbar forbeder end Jesus. Den ene gang efter den anden fortæller evangelierne, hvorledes et stort antal syge kom til Jesus, og alle blev helbredt. Omkring ham skete der ganske enkelt de mest utrolige ting, som ellers ikke burde være mulige. De døde kom til live igen, mad blev mangfoldiggjort, stormene blev pludselig til intet og meget, meget mere. Ja, selv hans disciple fik kraft til at gøre lignende ting. Som en magnet af kærlighed samlede han en skare af efterfølgere fra samfundets laveste lag, og gjorde disse tabere til en trofast skare af efterfølgere, som vitterligt vendte hele den daværende verden på hovedet. Han var Gud, og det skiller ham selvfølgelig ud fra mængden, men ofte tror jeg, vi skiller ham ud på den forkerte måde. Vi bruger hans guddommelighed som en stor del af forklaringen på alt det fantastiske, der skete igennem ham, og tager det derfor ikke helt alvorligt, når han siger, at vi skal gøre større ting end ham (Joh 14,12).
Et menneske som du og jeg
Men Bibelen siger meget klart, at han var et menneske med de samme begrænsninger og muligheder som du og jeg. Fil 2,7 fortæller fx, at Jesus gav afkald på sin guddommelighed, da han blev et menneske. Han måtte i et og alt blive som os (jf. Hebr 2,17a), for at blive en ægte repræsentant for menneskeheden. Gud gav ham ikke særbehandling. Han måtte fristes (Hebr 2,18 + 4,15) og opleve både svaghed (Hebr 5,2) og intens lidelse (Hebr 5,8-9). Desuden var der også gange, hvor hans magt til at helbrede og virke undere blev hindret af folks vantro eller uvilje mod at ære ham (jf. Mar 6,5). Hvorfor? Fordi han ikke gennemtrumfede sin vilje med en slags guddommelige almagt, men i stedet sejrede på menneskelig vis. Det var hans yderst intense bønneliv, som åbnede op for de mange tegn og mirakler fra Gud. Og derfor kunne han sige: ”I kan gøre det samme som mig – ja, I vil komme til at gøre større ting!”
Når han fortalte sine tilhørere, at alt var muligt for Gud, kom det fra en mand, som selv havde oplevet dette igennem sine bønner. Han vandrede i gennembruddets land og fortalte og demonstrerede for alle, hvordan det var at vandre der. Han proklamerede igen og igen: ”Himmeriget er kommet nær!” og beviste dette ved at gøre himmerigets gerninger; ved helbredelser, opvækkelser, mirakler og meget mere. Alt dette var resultatet af hans personlige bønnevandring med Gud.
Herre, lær os at bede!
For disciplene var dette ikke en hemmelighed. De var måske langsomme til at forstå en masse andet, men de fangede hurtigt, at det enorme overflod af liv omkring ham strømmede fra hans personlige bønnevandring med Gud. (Jeg tror heller ikke, man skulle bede mange gange sammen med ham, før man fangede det.) Derfor siger de i Luk 11,1: ”Herre, lær os at bede … .” De beder ham ikke om at lære dem at helbrede, eller at undervise med autoritet, eller at uddrive dæmoner, men går lige til sagens kerne. Herre, lær os at bede! De havde set noget, som de meget gerne ville have.
Lad os tage et lille øjeblik og forsøge at træde i deres sted. Forestil jer at bede med Jesus og sammen med ham at opleve, når Gud virkelig kom nær. Tænk, at høre Faderens kærlighed erklæret til sønnen – med en ubeskrivelig fylde af herlighed – og at se sønnens ligeså helhjertede og dybt taknemlige respons. Eller at se himlens herlighed bryde igennem i Jesus (som ved forklarelsen på bjerget) og til andre tider at opleve en hulkende og sønderknust Jesus gå i forbøn for os mennesker. Mon ikke sådanne oplevelser ville være chokerende og livsforvandlende for os.
Desværre rummer evangelierne kun nogle få glimt ind i Jesu eget bønnekammer, og det efterlader os tilsyneladende lidt på afstand af hans bønneliv. Dog kun tilsyneladende. For de få glimt kan ved nærmere eftertanke afdække langt mere, end de umiddelbart viser. Overvej fx dette: Hvis alle hans bønnetider (også dem, der blot nævnes i forbifarten) var nogenlunde ligeså fantastiske som dem, evangelierne fremhæver, så må enhver bønnetid sammen med ham have været absolut himmelrystende. Vi vil se på en af disse bønnetider.
Forklarelsen på bjerget
Luk 9,28-31: ”Omtrent otte dage efter at Jesus havde sagt dette, skete det, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede. Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide. Og se, to mænd talte med ham; det var Moses og Elias, der kom til syne i herlighed og talte om den udgang, han skulle opfylde i Jerusalem.”
Jesus var ofte helt alene, når han bad, og det er sikkert hovedgrunden til, at Bibelen ikke fortæller så mange detaljer fra hans bønnetider. Men her tager han tre udvalgte disciple med op på bjerget for at bede, så de senere kunne beskrive, hvad de kom til at opleve. Således kan vi i dag læse, at mens han bad, skete det, vi normalt kalder forklarelsen på bjerget. Hans klæder blev skinnende hvide, og han kom til at stråle med sin himmelske herlighed. Desuden fik han besøg af Moses og Elias, og Gud talte til ham fra en sky og sagde: ”Det er min udvalgte søn. Hør ham!”
V. 32 fortæller os, at disciplene vågnede midt i det hele og det siger en del om Jesus. Han havde åbenbart bedt så længe, at de var faldet i søvn. Men i stedet for at blive hæmmet eller frustreret over deres søvn, så fortsætter han med at bede med en sådan iver, at himlens kraft til sidst bryder igennem. Da Peter vågnede, sagde han noget, som synliggjorde disciplenes oplevelse af det hele: ”Mester, det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias.” De havde slet ikke lyst til at tage hjem fra ”bønnemødet på bjerget”, fordi det var så godt at være med Jesus, når han bad.