Skrevet af Peter Tinggaard
Hebr 12,5-8: “Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af. For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far? Hvis I lades uden den opdragelse, som er alles lod, er I uægte børn og ikke sønner.”
Når vi som kristne kun oplever meget lidt med Gud, så skyldes det dybest set os selv. Vi bryder os ikke om at høre det, men sådan er det. Vi er mest optaget af os selv og lukker kun Gud ind i vores verden i meget små og sikre bidder. Vores liv og selv vores bønner er mest af alt rettet mod det, vi selv vil. Vi får det nogle gange til at lyde så godt og åndeligt, men i bund og grund vil alt i mit liv blot handle om ”mig”, indtil jeg får hjælp til at dø fra mig selv og til at leve for Gud.
Derfor er Guds opdragelse vores eneste håb, hvis vi skal lære at vælge hans vej frem for vores veje og hans ønsker frem for vores ønsker. Hvorfor? Fordi vores veje fra start til slut bygger på det, vi hver især måtte ønske, mens Guds veje først og fremmest handler om hans ønsker. Hvis Gud ikke får lov til at tugte og revse os, bliver vores liv blot en vandring hen ad den vej, vi selv har lyst til at gå, og så vil Gud ikke få meget plads i vores liv. Så bliver vi billedlig talt som børn, der får lov til at spise slik hele tiden og aldrig får et nej. Som forbedere er vi til og med kaldet til at bede ”Ske din vilje … Komme dit rige …”, og derfor er det ekstra vigtigt, at vi virkelig søger Guds tugt. For uden den vil vi ikke lære at elske hans veje frem for vores veje, og dermed vil vi aldrig blive helhjertede forbedere for hans vilje.
Bibelens tale om tugt bliver dog ofte misforstået og gjort alt for negativ, og dette er nok hovedgrunden til, at så mange kristne ønsker at undgå den eller endda at flygte fra den. Man tænker på episoder fra Bibelen, hvor Gud slog nogen ihjel eller ramte folket med pest eller forfølgelse eller fangenskab mv., og sådanne tanker gør ikke ligefrem Guds tugt til noget, man vil have mere af: ”Nå mand, det der med pest, det vil vi da også prøve … !”. Nej, vel. Men hvis vi forstod den ret, så ville vi ønske mere af den. Ja, vi ville opsøge den og klargøre vores hjerter for den.
Når vi som kristne beder: ”Gud, kom og opdrag os!”, er det først og fremmest en bøn om, at Gud vil lade sit lys skinne ind i vores liv og afdække mørket. Det er en bøn til Helligånden om at overbevise os om synd, retfærdighed og dom (jf. Joh 16,8). At han som sandhedens Ånd (Joh 16,13) må afdække al løgn i vores liv og samtidig åbenbare det, han ser. Ja, at han må bruge Ordet som et tveægget sværd, der ”trænger dybt ind i hver en krog af os og kløver sjæl og ånd, marv og ben; [så Ordet] afslører de inderste tanker og blotlægger de skjulte motiver.” (Hebr 4,12 fra Bibelen på hverdagsdansk). Som svar på denne bøn vil Helligånden fremhæve forskellige gråzoner og kompromiser i vores liv, som ikke behager ham. Han vil ”tænde for lyset” og derved vil der opstå en ny og langt skarpere valgsituation. Vil vi være lydige eller ulydige? Guds tjenere eller et folk i oprør mod ham? Hvis vi lader os omvende, vil Gud drage nærmere, og det vil snart medføre, at han fremhæver nye områder, som ikke behager ham. Ifølge Hebr 12,10 er formålet med Guds tugt at gøre os hellige, præcis som han er hellig. Han vil skridt for skridt – jo mere vi lader os omvende – drage nærmere til os og dag for dag åbenbare mere af sig selv. (jf. Hebr 12,14 og Matt 5,8). Dette er helligelsens uvurderlige og urokkelige belønning.
I Bibelen møder vi mange beretninger, der viser, at jo nærmere Gud kommer sit folk, jo mere vil han tugte dem. Således siger han fx til Moses i 2 Mos 33,2-3: ”Jeg vil sende en engel foran dig, og jeg vil fordrive kanaanæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. I skal til et land, der flyder med mælk og honning. Men jeg vil ikke selv drage op iblandt jer, for I er et stivnakket folk, og jeg kunne komme til at tilintetgøre jer undervejs.” Gud havde altså valgt at holde sig på afstand, fordi han ellers ville tugte folket langt hårdere. Han siger selv, at han er en fortærende ild, (jf. 5 Mos 4,24), og derfor vil der være konsekvenser, når han drager nær. I hans nærvær bliver man tugtet, fordi han er LYS, og lyset vil altid afsløre og bekæmpe mørket. Alligevel ville Moses ikke acceptere Guds plan, men krævede, at Gud selv gik med dem – selvom det altså kunne medføre drabelige konsekvenser.
Resten af folket var dog langt fra enige med Moses og havde uden tvivl foretrukket Guds forslag. De var bange for Guds nærvær og ville helst holde sig langt væk fra ham (jf. 5 Mos 5,27-33). Sådan havde de det allerede i ørkenen, og det blev ikke ændret, da de kom ind i det forjættede land. Tværtimod. Et af hovedtemaerne i dommerbogen, som beskriver de første tre hundrede år efter indtagelsen af landet, er netop deres vandring væk fra Gud. De ønskede generelt kun Guds nærvær, når de blev undertrykt af deres fjender, og ellers ville de helst ikke have noget med ham at gøre. Hvor Moses havde tryglet Gud om at komme nær, havde de fleste jøder i århundrederne efter Moses død stort set det stik modsatte ønske.
Bed derfor om:
- At vi som folk må blive tugtet af Gud, fordi det betyder, at Gud er nær.
- At tugten og renselsen må starte med Guds hus og specielt med forbederne.
- At Gud i denne uge må afsløre ting i dit liv, som han vil rense dig for.