Skrevet af Peter Tinggaard
Luk 10,21a: “I samme stund jublede Jesus i Helligånden og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre … “
Det er ikke tilfældigt, at Lukas her skriver, at Jesus jublede “i Helligånden”. For alt i Jesu liv var forbundet med Ånden. Det var hans ubrydelige kontakt med Ånden, som gjorde det muligt for ham at leve et liv, hvor han altid gjorde og sagde, hvad Ånden ledte ham til at gøre (jf. Joh 5,19 og 8,29). Men Ånden gav ham langt mere end en guddommelig liste over, hvad han skulle gøre og sige. Han lod ham også mærke Guds hjerte i hver enkelt situation, så han kunne afspejle Faderens væsen for enhver, som mødte ham. Det er enormt vigtigt, at vi forstår dette! Jesus kom ikke bare for at vise os, hvad vi skulle gøre og hvad vi skulle sige i enhver situation. Han kom for at vise os, hvem Gud er. Han kom for at åbenbare Faderens hjerte.
På samme måde er Åndens mission i vores liv ikke bare at vise os, hvad vi skal sige og gøre. Heldigvis! For så ville vores liv med Gud være noget, som vi selv skulle forme og drive ud fra vores yderst begrænsede menneskelige ressourcer. Lad mig komme med et konkret eksempel: Hvis Ånden sagde: “Du skal tilbede Gud af hele dit hjerte”, og derefter overlod det til dig at overholde budet på egen hånd, ville din tilbedelse af Gud være meget sølle. På dine bedste dage ville du være som en af farisæerne, der gjorde alt, hvad et menneske kan gøre, for at overholde Guds bud i egen kraft, men det ville ikke medføre liv og glæde.
Hvis vi skal lære at vandre med Ånden – ligesom Jesus gjorde det – må vi lære, hvor fuldstændigt Ånden ønsker at fylde og forme vores liv. Han ønsker ikke, at vi skal have en opdeling imellem det, som er vores ansvar og det, som er hans ansvar, for han vil tage ansvaret for det hele. Det er dybest set det, Bibelen erklærer, når den siger, at vi skal kaste alle vores byrder på Gud. Med andre ord ønsker Ånden ikke, at vi skal have et eneste ansvar eller byrde, som vi behandler som vores. For han vil tage sig af det hele.
Dette gælder også for vores tilbedelse af Gud. Ånden vil ikke bare fortælle os, hvad vi skal gøre. Han vil salve os til at gøre det. På samme måde som han inspirerede Jesus til at tilbede Gud med jubel i hjertet.
Min største åbenbaring om tilbedelse
Den største åbenbaring, som Gud har givet mig i forhold til lovsang, er faktisk ganske simpel. Der bor to personer i mig, Peter og Helligånden. Når vi skal tilbede er de fleste kristne enormt optaget af “sig selv”, hvor de gør lovsangen til en menneskelig præstation. Tag dig sammen, Peter! “Min sjæl lov Herren!” Vi forsøger at flytte fokus væk fra os selv og over på Jesus, men det meste af tilbedelsen bliver alligevel så selvcentreret. Mon ikke du også kan genkende nogle af disse tanker: “Vi synger, at Gud er vigtigere end alt andet, og at vi kan ikke undvære ham et sekund, og dog har vi kun givet ham nogle få øjeblikke af vores tid i den sidste uge. Vi lover Gud, at vi vil være helliget Gud og give ham alt, og så tænker vi på vores egen uværdighed. På den synd, som vi kæmper med. Og sådan kan en lovsangsstund blive ved i lang tid, hvor tilbedelsen bremses igen og igen med selvcentrerede tanker. Om min uværdighed. Eller om mit hykleri, når jeg lover så meget mere, end jeg giver. Om min manglende udholdenhed. Osv.
Men der bor også en anden person i mig. Han hedder Helligånden og han har altid en fuldstændig grænsesprængende lyst til at tilbede Jesus. Ja, det er nok det primære kendetegn ved ham i hele Bibelen. Han vil tale om Jesus og minde os om alt, hvad han har sagt. Han vil herliggøre ham og han har gjort hele Bibelen til en lang og lidenskabelig hyldest af Jesus. Hvis vi tager blikket væk fra os selv og i stedet giver ham plads til at forme vores lovsangsstunder, vil vi straks opdage, at det bliver SÅ MEGET LETTERE at bevare fokusset på Jesus. Det er det, som er blevet min største åbenbaring i at tilbede Gud med lidenskab og kraft. Når jeg tilbeder, giver jeg tiden til Helligånden og lader ham forme den. Jeg lægger alle selvcentrerede tanker til side, og giver Ånden plads til at fylde min tanker i stedet.
Hvis du lige standser op og tænker dig om, vil du også indse, at det, jeg skriver, er sandt. For vi kan alle skrive under på, at vi ikke selv er i stand til at tilbede Gud med den lidenskab og udholdenhed, som han fortjener. Det er også sandt, at enhver lovsangsstund, hvor vi virkelig tilbad Gud af hjertet og hvor Gud blev nærværende, var og er Åndens værk. Det var ikke noget, som vi kunne tage æren for. Når vi fx taler om en salvet lovsangsleder eller en salvet sang, så er det jo netop Helligåndens tilstedeværelse over personen eller sangen, som vi mærker. Hvis der virkelig er liv og kraft og nærvær i tilbedelsen, vil det altid skyldes Helligånden og ikke det enkelte menneskes gaver.
Bed derfor om …
- At Ånden må få plads i dit hjerte til at tilbede Gud igennem dig.
- At kirken må lære at give Ånden mere plads, så han kan gøre sit værk.
- At vi i denne uge må få fantastiske, åndsfyldte lovsangsstunder.
