Skrevet af Peter Tinggaard
Rom 8,15-16: “I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.“
Disse vers er nogle af de mest fantastiske i hele Bibelen. De åbenbarer højden og dybden og længden og bredden af det barnekår, som Gud har givet os. I v. 15 slår Paulus fast, at det er Helligånden, som har fået opgaven med at gøre os til børn. Med andre ord er det ikke vores opgave at gøre os selv til fuldgyldige børn. For i det selvsamme øjeblik vi siger ja til at blive Guds barn, sender Gud sin egen Helligånd ind os, således at han kan fuldende Guds værk med mig. Guds grænseløse og evige Ånd i skrøbelige, lille mig. Det er ham og ikke “lille mig”, der vil gøre os til det, som Gud har planlagt, at vi skal være. Han er trods alt lidt større end mig!
I denne andagt skal vi se på en af de redskaber, som Ånden bruger til at fuldende sit værk. Denne åbenbaring får vi igennem v. 16: “Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.“
Her får vi et visuelt billede af Åndens grænseløse udholdenhed. Han vil ganske enkelt blive ved og ved og ved med at vidne om vores identitet som børn af Gud, indtil vores egen ånd kan bevidne det samme. Det er det, som verset åbenbarer.
Forestil dig en meget smuk pige, som hader at se sig selv i spejlet, fordi hun blev udsat for vedvarende mobning igennem store dele af sin barndom. Derfor ser hun noget helt andet i spejlet end det, alle andre ser. Når hun som voksen finder en mand, der elsker hende så meget, at han vil giftes med hende, vil det ikke være nok, at han fortæller hende et par gange, at hun er smuk. Tværtimod vil hun have behov for at høre disse ord igen og igen og igen, indtil sandheden har fået lov til at trænge lige så langt ned i hendes hjerte, som løgnene sidder. Når det sker, vil lyset fortrænge mørket, så hun endelig kan “vidne det samme som hendes mand”: “Wow, det er sandt! Jeg er virkelig smuk!” Dog vil det aldrig være ordene i sig selv, der medfører denne forvandling. Hendes forvandling vil ske, fordi han afleverer sine ord med kærlighed og lidenskab igennem tusindvis af daglige handlinger, som forstærker og bekræfter de ord, han siger.
På mange måder ligner du og jeg denne smukke kvinde, som har svært ved at begribe, hvor smuk hun egentlig er. For vi lever i en falden verden, hvor mørkets løgne har fået alt for meget plads til at ramme os. Vi hører ord som: “Du er grim!” “Du duer ikke til noget!” “Du hører ikke til!” “Vi gider ikke at lege med dig!” Desuden oplever vi svigt og overgreb, som bekræfter løgnene og giver dem endnu mere magt i vores liv. Når sådanne løgne har fået lov til at trænge dybt ned i vores hjerter, vil de forpeste vores liv og forblænde vores øjne, så vi ikke kan se den sandhed, som stråler fra Guds faderlige øjne. Jf. 2 Kor 4,4: “for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede.” Det er sådan denne verdens gud forblænder os og andre med sine løgne. Løgnene hindrer os fra at se og erkende, at Gud virkelig elsker os af hele sit hjerte.
På hvert eneste område, hvor løgne har forblændet vores hjerter, vil Helligånden være som den gode mand i ovenstående illustration. Han vil blive ved og ved og ved med at fortælle os, hvad Gud ser i os, indtil vores øjne bliver åbnet, så vi selv kan se det. “Wow! Det er jeg sandt! Jeg er et barn, og jeg er underfuldt skabt.” Helligånden vil med andre ord blive ved og ved med at vidne om vores sande identitet, indtil vi har grebet den så meget, at vores tanker afspejler Åndens tanker og bevidner det samme som ham.
Bed derfor om:
- At Gud må give os lydhøre hjerter, som kan høre, hvad Ånden bevidner.
- At Gud må åbenbare LANGT MERE om vores identitet som børn af Gud.
- At Gud må salve os til at tale på Åndens vegne ind i andres liv om deres sande identitet.