Skrevet af Peter Tinggaard
Joh 3,8: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”
Kristne mennesker burde faktisk være de mest uforudsigelige mennesker på jorden. For Guds Ånd bor i os og han leder os ud fra Guds himmelske tanker og planer. Men jeg tror desværre ikke, at det er det, som ikke-kristne mennesker tænker om os. Tvært imod har jeg flere gange oplevet udtalelser om de kristne, som viser, at vi generelt opfattes som meget forudsigelige mennesker. Som konservative mennesker, der hellere vil holde sig til det sikre end at eksperimentere. Som personer, der er mere optaget af at undgå fejl end at tage chancer. Som mennesker, der altid er drevet af mål og regler og ikke som mennesker, der følger deres hjertes længsler. Vores primære kendetegn i verdens øjne er således ikke, hvad vi tror på eller kæmper for, men snarere, hvad vi er imod og hvad vi vil undgå.
Langt hen ad vejen kan det godt være, at mange danskere har disse tanker om os, fordi de ikke kender os …. men desværre frygter jeg, at det ikke ville ændre det store, hvis de lærte os at kende. For jeg tror, at der er noget om sagen. Vi burde være de mest uforudsigelige mennesker på jorden, men vi er i stedet alt for forudsigelige.
Da Paulus beskriver det kristne liv i lyset af Jesu totale sejr i romerbrevets ottende kapitel, giver han os en kort og enkel definition på, hvad en kristne er. “For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn!” (Rom 8,14). Med andre ord – en kristne er en person, som er ledt af Guds ånd. Det er noget lignende, som Jesus lærer os igennem sin tale om vinden i Joh 3,8. “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” Når vinden blæser opfører bladene sig anderledes end de ellers ville have opført sig – og det er denne forskel, som afslører for os, at vinden blæser. Det er det, som burde kendetegne enhver, som har Guds ånd i sig. Vi opfører os anderledes end det, man ellers ville forvente at et menneske i denne situation. Vi burde altså være de mest uforudsigelige mennesker på jorden. Præcis som Jesus var det i den ene situation efter den anden.
En parkeringsbøde
Jeg husker tydeligt en af de gange, hvor Ånden ledte mig til at gøre noget meget uforudsigeligt og uventet. Vi boede på det tidspunkt i Randers midtby, og jeg arbejdede halvtids, så jeg kunne bruge resten af min arbejdstid på at bede og på at skrive bøger om bøn. Ud af vores køkkenvindue på første sal kunne jeg se en række mindre veje, som alle var belagt med brosten. Det var på disse bagveje, at vi og vores naboer måtte finde parkeringspladser. Men der var for nylig flyttet en ny familie ind i området, hvor især manden parkerede på en måde, der enten spærrede for vejen eller hindrede andre biler fra at kunne parkere ordentligt. På den pågældende dag var jeg ved at bede for byen, da jeg kiggede ud og opdagede, at han igen havde parkeret på en meget generende måde. Det gjorde mig lettere irriteret, og derfor glædede det mig, at jeg kort efter så en parkeringsvagt komme gående. Jeg tænkte: Nu får han sin velfortjente straf.
Således stod jeg og iagttog med glæde og spænding, mens P-vagten bevægede sig i retning af naboens bil. Han opdagede snart bilen og udskrev en bøde, som han placerede på bilens forrude. I dette øjeblik kom vores nabo løbende i håb om at undgå bøden. Men det var tydeligt, at P-vagten ikke gad høre på hans undskyldninger. Heldigvis. For det var absolut fortjent. Han burde i stedet have fået endnu flere.
I dette øjeblik forvandlede Ånden mig fra at være en ganske forudsigelig kristen til i stedet at være en meget uforudsigelig person. Han hviskede til mig: “Peter, det er dig, der skal betale den bøde!” Han talte så tydeligt, at jeg ikke var i tvivl om, at det var Ånden og ikke mine egne tanker. Derfor gik jeg ind på vores kontor og fandt en konvolut plus 550 kr. i kontanter. Og næste gang jeg så denne nabo, som havde fået P-bøden, skyndte jeg mig at komme hen til ham. Jeg sagde noget i denne retning: “Jeg ved, at I netop er flyttet ind i vores kvarter, og jeg vil gerne byde dig velkommen. Jeg så, at du fik en bøde – og jeg tænkte, at det var en dum indgang til jeres tid i dette kvarter. Derfor vil jeg gerne betale bøden. Hvis det altså er ok med dig?” Det havde han ingen forbehold imod, så jeg gav ham konvolutten med de 550 kr.
Men de næste to dage opsøgte han og hans kone os på alverdens forskellige måder. Og de blev ved med at spørge ind til episoden med p-bøden: “Hvorfor? Hvad er grunden til, at I ville betale bøden? Hvorfor gør I den slags ting?” De blev ved med at spørge, indtil jeg fortalte dem, at vi var kristne og at det var Ånden, som havde ledt mig til at gøre det. Det var nok den bedste døråbner for evangeliet, som jeg nogensinde har oplevet. Det var det modsatte af det, de havde forventet. Det varede desværre ikke så længe, før de flyttede fra kvarteret igen, men de kommer aldrig til at glemme deres møde med en åndsledt kristen. Vinden blafrede i bladene og det gjorde, at de havde brug for en anden forklaring, før de kunne acceptere, hvad der var sket.
Bed derfor om:
- At Gud må lære os at blive ledt af Ånden. Både i det store og i det små.
- At Gud må give os en villighed til at tage chancer, når han hvisker til os.
- At Gud må tilgive os for, at vi er kommet så langt væk fra det liv, som han har klargjort til os.