Skrevet af Peter Tinggaard
Ef 2,10: “For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.”
For nogle år siden skrev jeg følgende bønnesang:
Det handler om dig, Jesus.
Navnet over alle navne her er dit!
Magten til at ændre alle ting har du!
Alt godt kommer fra dig!
Men din kærlighed overgår alt.Omkvæd:
:: Jesus – det handler om dig. :: x4
Det handler ikke om os – heldigvis!
Det handler ikke om, hvad vi kan gøre, eller om vi kan sige de rette ting.
Det handler ikke om vores evner, vores gaver, vores sejre eller vor retfærdighed.
For det handler om dig. Det handler kun om dig.
Det handler om din sejr, om din styrke, og om alt, hvad du har gjort.
Det handler om dit hjerte, din kærlighed og alle dine planer.
For Jesus – det handler om dig. Jesus – det handler kun om dig.Bridge:
Uden dig ville selv de bedste mennesker havne for evigt i helvede
Men ved dig bliver selv de værste forbrydere tilbudt en plads i himlen
For Jesus – det handler om dig! Jesus – det handler kun om dig!
Denne erkendelse er en de primære kendetegn på vores modenhed i Kristus. Jo længere vi har vandret med ham, jo mere vil vi forstå, at det ikke er vores menneskelige forsøg og tiltag, som ændrer noget. For i os selv har vi ikke kraft til at skabe liv eller fornyelse eller omvendelse eller forvandling. Vi kan ikke engang ændre det store i vores egne hjerter – uden Åndens aktive hjælp. Hvis Gud skal udrette noget stort igennem os, må det være noget, han selv sætter i gang. Jf. 1 Joh 5,4a: “For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden … .” Eller Joh 15,4-8: “Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.”
Det er livsnødvendigt for vores vandring med Jesus, at vi erfarer, at vi slet ikke kan klare noget af betydning uden ham. For indtil vi har erfaret dette, vil vi helt naturligt lægge alt for stor vægt på vores egne evner og gaver. Men når vi har lært denne lektie, træder vi ind på en ny og levende vandring med Jesus, hvor vi rent faktisk forventer, at han vil lede os og virke igennem os. Ja, der vil endda komme situation efter situation, hvor vi med glæde erfarer, at han allerede var i gang med at bane vejen for konkrete gennembrud igennem vores liv, før vi overhovedet var kommet på banen. Jf. Ef 2,10: “For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.”
For et par år siden havde jeg flere af denne slags oplevelser og jeg vil her dele to af dem:
En af vores medlemmer af Faste for Danmark, Lene Rydahl, sendte mig en bog, som hun har skrevet, og sammen med bogen fik jeg et langt brev, som delte noget af hendes vandring med Gud. Selve oplevelsen, der drev hende til at skrive hendes bønnebog, var et syn, som hun fik i år 2000. I synet så hun Danmark som en død og udtørret ørken og selve synet var så levende, at hun skreg som et dyr, der har fået et dødsstød, da hun modtog det. Synet åbenbarede Danmarks åndelige tilstand: Et land, hvor mange troede på Jesus, men hvor kraften og livet i hans værk på korset var forsvundet. Dette mindede mig selvfølgelig om synet af dæmningen og det ørkenagtige landskab, som Gud gav os i 2013, hvilket fik afgørende betydning for, at bevægelsen Faste for Danmark blev sat i gang. Altså var Gud allerede ved at kalde folk til bøn og faste for vores lukne og udtørrede nation, længe før Faste for Danmark blev sat i gang.
Samme år som Lene modtog det omtalte syn, ledte Gud hende til at vandre tæt sammen med en skøn og moden forbeder fra Aarhus, som hed Anna Rosenvinge. Hun var midt i firserne og havde været en enke i mere end 30 år. Hun var en fantastisk forbeder, som lagde hendes liv ned for Gud. Årene gik, og Anna var midt i halvfemserne, da helbredet begyndte at svigte. Hun længtes derfor efter at få fred og komme hjem til Jesus. Men der var en profet, som havde givet Anna et afgørende ord i 2000, som skulle komme til Frederikshavn i 2009, og derfor besluttede Lene og Anna at køre hele vejen til Frederikshavn. Ved mødet skete der ikke det store, og omkring kl. 23, var Anna meget træt og ville gerne køres hjem. Men i dette øjeblik kom profeten hen til hende og sagde: “Du undrer dig over, hvorfor du stadig lever, men Gud har en opgave, du skal gennemføre. Du skal bede en vækkelse på fode i Danmark.” Samtidigt modtog Anna en ny slags tungetale (ved siden af de 3 slags tungetaler, som hun allerede havde), og hun forstod, at når hun bad med dette sprog, var hun ved at bane vejen for vækkelse til Danmark.
Ef 2,10: “For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.”
Må Gud åbne vores øjne og give os endnu flere erfaringer af denne slags. For det er jo HAM, der baner vejen for vækkelse, og IKKE os. Vi er blot hans medarbejdere, der hver især skal gøre vores del.