Skrevet af Peter Tinggaard
Ef 3,20: “Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, … “
Når Paulus i dette vers erklærer, at Helligånden er i stand til at gøre LANGT UD OVER ALT, hvad vi beder om eller forstår, så indebærer hans udsagn en invitation fra Gud til os. Det svarer til, at Helligånden vender sig mod hver enkelt af os og siger: “De ting, jeg drømmer om at gøre i dit liv, er langt, langt større end det, du tænker. Ja, selv dine modigste bønner og dine vildeste drømme er for små til mig. … for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer. (jf. Es 55,9) Må jeg få lov til at sprænge dine menneskelige rammer og udleve mine guddommelige drømme for dit liv?”
Desværre oplever jeg, at mange kristne misforstår Guds intentioner i sådanne vers. I stedet for at mærke Åndens invitation til at drømme de vildeste drømme for deres liv, så nøjes de med at erkende, hvor meget større Guds tanker er end deres. De tænker: “Gud er så stor, at vi slet ikke kan fatte hans planer og vi aner derfor ikke, om han vil det ene eller det andet eller det tredje. … ” Men derved kommer de rent faktisk til at hindre og underminere Guds planer for deres liv. For det er igennem vores fantasi, at Gud vil åbenbare sine langt større drømme for os. Det er når, vi vover at drømme de største drømme, at Gud får plads til at drømme sine langt større drømme igennem os.
Tro og drømme
Tænk i denne sammenhæng på de ting, Jesus udtalte om troen. Han erklærede fx i Mk 9,23, at “alt er muligt for den, som tror”. Med andre ord er troen det redskab, der baner vejen for Guds mirakler. Hvis vi har denne tro i vores hjerter, vil der ikke længere være nogen øvre grænse for, hvad Gud kan gøre i vores liv. MEN tro er ikke en eller anden uhåndgribelig og diffus åndelig størrelse eller følelse. Troen afspejles helt konkret i det, vores hjerter forventer. Jo mere vi “tror” på Guds løfte på et konkret område, jo større vil vores drømme for dette område af vores liv være. Hvis drømmene er fraværende fra vores hjerter, betyder det desværre, at der heller ikke er nogen levende tro i vores hjerter.
Når Gud taler til os, ønsker han rent faktisk at antænde vores fantasi og drømme. Derfor plantede han troen i Abraham (troens stamfader) med følgende ord fra 1 Mos 15,5: “Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan … . Så mange skal dine efterkommere blive.” Abrahams kone Sara var ufrugtbar og alt for gammel til at få børn. Men nu skuede Abraham millioner af stjerner – langt flere end han kunne tælle – og det antændte hans fantasi. “WOW! Jeg kommer til at få så mange børn og børnebørn og efterkommere, at de bliver ligesom stjernerne på himlen!” Ved en senere anledning udvidede Gud sit løfte til Abraham ved også at henvise til sandet ved havets bred. Jeg forestiller mig, at Abraham tog en håndfuld sandkorn op i hånden og tænkte: “Det er for stort for mig, Gud. Jeg kan ikke engang tælle de sandkorn, som jeg har i min hånd. Men du vil give mig ligeså mange efterkommere som al denne sand, så langt øjet rækker.”
Da Jesus trådte frem på scenen, plantede han på samme måde drømme i menneskers hjerter. Hans undervisning om Gud var nemlig ikke tilrettelagt for hovedet, men for hjertet. Han talte ikke som en teolog med en lang række punkter, men fortalte sine sandheder om Gud igennem historier. Tænk fx på de tre historier, som er nedskrevet i Luk 15. Jesus fortalte først lignelsen om det mistede får (v. 4-7). Det var noget jordnært og hjemligt, som alle kunne relatere til. Flere af dem havde selv prøvet at lede efter et vildfarent får og de forstod glæden ved at finde det. Men det jordnære blev koblet med det himmelske ved afslutningen i v. 7: “Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.” Herefter fortalte han endnu en jordnær historie om en kvinde, som mistede en af hendes ti drakmer. Det var igen noget, som mange havde erfaret og som alle kunne relatere til. Og endnu en gang blev denne jordiske anekdote afsluttet med en lektie om himlen i v. 10: “Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.” Til sidst fortalte han historien om den fortabte søn, som vi alle kender så godt. Igennem denne historie malede han et billede af Gud som den mest fantastiske far, der ikke bare elsker syndere, men som endda står klar til at løbe dem i møde og omfavne dem og holde den vildeste fest for dem. Det er sådan, Gud er! Det er sådan, jeg vil, at I skal forestille jer ham.
Gud ønsker at tale til os igennem vores hjerters øjne (jf. Ef 1,17) – dvs. igennem vores fantasi eller forestillingsevne. Men fjenden gør alt, hvad han kan, for at modarbejde vores hjerters fantasi og drømme. Han bruger selv menneskets forestillingsevne til at fylde os med frygt og skam og løgne, og han hvisker til os, at dette er sandheden om os. “Du duer ikke til noget. Du kan ligeså godt opgive.” Men så snart Gud blæser sine gode tanker ind i vores hjerter, så hvisker fjenden i stedet: “Det er bare din egen ønsketænkning. Det er nok bare dine egne tanker.” Således bruger fjenden vores forestillingsevne hver eneste dag til at skabe en falsk identitet i os, men han forfører os samtidigt til at lukke vores fantasi og forestillingsevne ned, når det drejer sig om Guds tale. Meget mere om dette i næste uge …
Bed derfor om
- At Ånden må hjælpe os til at opdage, hvor fjenden bruger vores hjerter til at sprede mørke og løgne i vores liv.
- At Ånden må hjælpe os til at overgive vores fantasi til Gud … i takt med at fjenden bliver smidt ud af den.
- Udtal Guds velsignelse over din fantasi .- som Ånden leder dig.