Skrevet af Peter Tinggaard
Luk 10,42: “Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.”
I sidste uge indledte vi andagtsserien om vores “største og vigtigste opgave” ved at betragte teksten fra Luk 10,38-42 ud fra de to søstres synsvinkler. Med fokus på Marthas voksende frustrationer over søsterens fravær i køkkenet og på Marias overgivelse til at blive siddende ved Jesus fødder som en discipel – selv om søsterens og gæsternes massive pres, samt pligten til at gøre, hvad man forventede af kvinder, gjorde det meget svært for hende at blive siddende. Martha opførte sig, som man forventede, at kvinder skulle opføre sig på den tid, og derfor virkede det først som om, at hun måtte være historiens heltinde .. indtil Jesus vendte op og ned på det hele med sit berømte svar, der gjorde Maria til den store heltinde: “Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.”
I denne andagt skal vi se på passagen ud fra Jesu øjne
Med det samme Jesus var kommet ind i huset, og havde sat sig ned for at undervise sine tilhørere, faldt hans opmærksomhed på Maria, som satte sig til rette ved hans fødder. For hendes opførsel var ikke, hvad man ville forvente. En kvinde, som almindeligvis ville være i køkkenet, satte sig blandt mændene, midt inde i rummet, tæt på hans fødder. Med øjnene og al hendes opmærksomhed rettet mod ham. Det var tydeligt, at hun var dybt betaget af ham – og vi ved, at dette var noget, som glædede hans hjerte. Men han vidste også, at det ikke ville blive let for hende at blive siddende.
Derfor – mens han fortsatte med at dele livgivende tanker om Gud, bevarede han hele tiden noget af sin opmærksomhed på Maria og på hendes unikke situationen. Er hun virkelig så grebet af mig, at hun vil blive siddende, selv om Martha gør det mere og mere tydeligt, at hun burde være i køkkenet? Det er jo det, vi har lært vores kvinder i hjemmene. Vil hun fortsat blive siddende og lytte til mig, når hele stemningen i rummet bliver mere og mere negativ i forhold til hende?
Vi ved ikke, hvad Jesus sagde ved denne lejlighed, men jeg kunne sagtens forestille mig, at han lod sig inspirere af hendes totale overgivelse til ham … til fx at fortælle lignelsen om himmeriget som en skjult skat … Matt 13,44: “Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.” For det hjerte, hun udviste, ved at behandle ham som skatten over alle skatte, var en levende illustration af lignelsen om himmeriget.
Jeg er overbevist om, at jo vanskeligere det blev for hende at forblive siddende, jo mere velsignet blev Jesus af hendes helhjertede overgivelse til at behandle tiden med ham som noget, der var vigtigere og mere dyrebart end alt det andet. Han var selvfølgelig ikke blind for, at det var vigtigt at tage sig godt af gæster, og at Martha knoklede i køkkenet for at velsigne ham, men sådanne tjenester var noget, andre mennesker gjorde for ham. Her var der en, som virkelig havde grebet, hvem han var. At han var den store skat, som hun ville give alt for at eje. Og at det var ham, som alt andet drejede sig om. Da så Martha langt om længe ikke kunne holde sin voksende frustrationer inde længere, bad hun Jesus om at sende hendes søster ud i køkkenet. “Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.” Men Jesus var et helt andet sted.
Luk 10,41-42: “Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.”
Det er Jesus, som er den vigtigste …
Mens jeg talte over denne tekst i vores menighed i dag, blev jeg rørt til tårer over følgende tanke: Den Jesus, som sagde, at “ét er fornødent” – dvs. at fælleskabet med ham er det vigtigste …, er den samme Jesus, som venter på os, når vi kommer til ham. Det kan godt være, at det ofte bare er teori for os, men det er alt andet end teori for ham. Han kalder os til at behandle fælleskabet med ham som vores vigtigste og største opgave, fordi det er det, han tænker om vores indbyrdes relation. Han kalder os til at lægge byrder og pligter og alverdens menneskelige forventninger til side, så vi kan sætte os ved hans fødder og nyde fællesskabet med ham. Som kristne, der er totalt grebet af vores Jesus.
Han værdsætter selvfølgelig også, at vi som Martha har en masse ting, vi vil gøre for ham. Men det må aldrig gøres til det primære. Èt er nødvendigt, siger han. Lad alt andet være sekundært i forhold til dette. Fællesskabet med mig!
Lad os bede om:
- At vi i denne uge må møde Jesus, som den, der er mere lidenskabelig for fællesskab med os end noget andet menneske.
- At Helligånden må hjælpe os til at sætte vores tjeneste og de ting, vi gør for Gud, på deres rette plads.
- At Gud må genopflamme nådens og bønnens Ånd i vores hjerter … når vi gør Jesus til vores første prioritet.
- Åb 3,20: “Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig”