Skrevet af Peter Tinggaard
1 Joh 5,4: “For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro.”
Når kristne snakker om “at tro på Gud”, eller “at tro på lægedom”, osv, bliver troen ofte behandlet som en ting, vi selv har fremskabt og holdt fast i igennem de skridt, vi har taget i vores liv. Igennem bibellæsning, bønner og lydighedshandlinger. Som om det var en menneskelig præstation. Men når jeg sidder og reflekterer over emnet tro i dag, kan jeg se, at mine tanker om ”troen” er blevet ændret og justeret mange gange i løbet af de sidste ti til femten år. Og fællesnævneren for alle disse justeringer har været, at de skridt for skridt har rykket min forståelse af troen væk fra den selvcentrerede og selvskabte tro til i stedet at se troen som noget, der kommer fra Gud. I denne andagt vil jeg tage udgangspunkt i en af de vers, som har justeret mine tanker om troen.
1 Joh 5,4: “For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro.” Med andre ord, de ting, som overvinder verden, er dem, der er født af Gud. Og siden ”vor tro” her fremhæves som ”den sejr, som har overvundet verden”, må troen nødvendigvis også være født af Gud. Denne sandhed bliver nogle gange fordrejet lidt, så det i stedet bliver os, der er født af Gud – hvilket betyder, at det er os, der sejrer. Hvis man fortsætter ud af det spor, kan man fx citerer 1 Joh 4,4: ” … for han, som er i jer, er større end han, som er i verden. … ” med en forventning om, at jeg personligt vil sejre over alt, som verden og fjenden sender imod mig – fordi Guds ånd bor i mig. Men dette er ikke Guds vej! Der er en verden til forskel mellem de ting, som Ånden føder frem og de ting, som jeg selv udtænker. Vi har IKKE et løfte fra Gud om, at vi vil lykkes i alt, hvad vi gør, hvis vi blot forfølger vores egne tanker og lyster. Det er kun, når vi lægger vores liv i Guds hænder og giver ham plads til at føde sine ideer og planer frem i vores liv, at vi kan forvente den slags sejre, som Bibelen lover os.
Salme 1 rummer et lignende udsagn, hvor der i v. 3 udtales om et menneske, at ”alt, hvad han gør, lykkes for ham”. Men de første vers i salmen gør det klokkeklart, at der er nogle markante skridt, som vi må tage først, før vi kan forvente løftets opfyldelse. Sl 1,1-3: ”Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd, som ikke går på synderes vej og ikke sidder blandt spottere, men har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat. Han er som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke. Alt, hvad han gør, lykkes for ham.” Med andre ord, han blomstrer på alle områder af sit liv, fordi han har lagt sit liv 100 % i Guds hænder. Bemærk salmens billedlige beskrivelse af Helligånden som den bæk, det velsignede menneske er plantet ved. For det giver os en tydelig bekræftelse på, at det netop er Guds Ånd, der gør alting muligt. Jf 1 Joh 5,4: ”For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden… ” Helligånden er den bagvedliggende forklaring på, at ”alt, hvad [et sådant menneske] gør, lykkes for ham.”
Joh 15,5-8: ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.”
Bemærk her, hvordan fokusset i lignelsen om vintræet netop handler om bøn og bønnesvar. ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.” Den Jesus, som var så forbundet med Gud, at han udelukkende gjorde og sagde, hvad han så og hørte sin himmelske gøre og sige, kalder os til at indtage en lignende position i forhold til ham. Det er den slags bønner, som Gud lover at besvare. Dem, der har deres udspring i Jesu eget hjerte. Eller for at sige det på en anden måde: Det er det, som er født af Ånden (jf. 1 Joh 5,4 og Joh 16,13).
I forhold til vores personlige bønner betyder dette, at Jesu klokkeklare løfte om bønnesvar i forbindelse med lignelsen er betinget af, at vi forbliver i ham. Bønnerne skal altså have deres udspring i Jesu hjerte og flyde ud fra ham, på samme måde som hele Jesu liv havde sit udspring i Faderen. Hvis vores bønner udelukkende strømmer fra vores egne hjerter og tanker, og altså ikke har deres udspring fra Jesu hjerte, siger lignelsen faktisk, at vi ikke skal forvente bønnesvar. For de vil være som døde grene, der slet ikke er i stand til at bære frugt. Når jeg underviser om dette, er der ofte nogen, som bliver fornærmet eller irriteret på mig. Men det ændrer ikke ved, at det er det, som Jesus fortæller os med denne lignelse. Desuden har jeg selv erfaret, hvordan mine bønner er blevet så meget mere levende og fulde af kraft, når jeg har lært at bede ud fra Guds hjerte og de tanker og inspirationer, som han giver til mig.
Helligånd, lad os alle opleve dette i denne uge:
- At du selv føder ting frem i vores hjerter
- At du lærer os at bede ud fra Jesu hjerte