Skrevet af Peter Tinggaard
Zak 4,6b: “Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!”
I foråret 2009 var jeg til et bønnemøde, hvor vi bad ud fra Ef 3,14-21. Jeg læste bønnen igennem flere gange, og pludselig var der noget, der fangede min opmærksomhed. Noget, jeg slet ikke havde bemærket før. Paulus fokuserer utrolig meget på ”kraft” og ”styrke” i bønnen. Han beder for menigheden i Efesus, at Gud ”i sin herligheds rigdom vil give [dem] at styrkes i det indre menneske” (v. 16), og at de ”sammen med alle de hellige må få styrke til at fatte … ” (v. 18). Ja, at Gud ”som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår … ” (v. 20). Det var særligt v. 18, der satte en masse tanker i gang. I dette vers beder Paulus ikke blot om, at de sammen med alle de hellige må fatte storheden af Kristi kærlighed (v. 18), men beder i stedet om, at de må få ”styrke til at fatte” den. Og Gud viste mig, at der er en stor forskel mellem de to.
Hvis Paulus i stedet havde bedt, at de sammen måtte fatte storheden af Kristi kærlighed, så ville hans bøn først og fremmest være rettet mod selve slutmålet: At kende Kristi kærlighed fuldt ud. Noget, som først bliver opfyldt fuldt ud ved Kristi genkomst, og som ellers ville have lange udsigter. Men sådan bad han altså ikke. Hans store bøn for dem var: at de måtte ”styrkes til at fatte” Kristi kærlighed. Han bad altså om, at de allerede i dag måtte få den styrke og udholdenhed, som de havde brug for i deres nuværende vandring frem mod målet.
Bibelen rummer et fantastisk eksempel på dette. Efter at Jesus var opstået fra de døde, viste han sig om aftenen for disciplene. Ved dette møde blæste han på dem og sagde ”modtag Helligånden!” (Joh 20,22). Der skete umiddelbart ikke noget i det ydre, og derfor fokuserer vi ikke så meget på denne bøn. I stedet har kirken altid fremhævet pinsedagen som den store dag, hvor Helligånden kom. Men måske mangler vi at forstå sagens rette sammenhæng. Mens Jesus vandrede omkring på jorden var disciplene alt andet end udholdende i deres bønnetider med ham, men efter at Jesus havde sagt ”modtag Helligånden”, møder vi snart en flok disciple, som endelig er blevet helhjertede forbedere. Apg 1,14 siger klart og tydeligt om dem: ”de holdt alle i enighed fast ved bønnen”, og dette er vel at mærke om tiden før pinsedag. De disciple, som før var alt andet end udholdende, var nu af ”uforklarlige” grunde blevet til en sammentømret enhed, der bad med stor udholdenhed og stor kraft i ti dage, indtil Helligåndens store dag. Mon ikke Helligånden allerede fyldte dem med ”styrke” med det samme Jesus bad for dem, så de derved kunne blive effektive og helhjertede døråbnere for Åndens kraft.
Som kristne har vi både forstået og erfaret, at der skal stor udholdenhed til at få de bønnesvar, som vi ønsker. Vi har alle hørt og læst en masse historier om bønnesvar, der først kom efter længere tids bøn. Og så tænker vi, at det er det, der skal til for at se lignende gennembrud. Ubevidst gør vi dermed udholdenheden til en gerning, vi skal gøre, for at Gud kan belønne vores udholdenhed med det ønskede bønnesvar. Vi fokuserer næsten udelukkende på slutmålet for vores bønner – fx at nogen skal helbredes, eller frelses, eller befries mv. – og kæmper så for at være udholdende nok til at få det, vi søger. Men Paulus beder i stedet for efesermenigheden, at de må ”styrkes til at fatte”. At de allerede nu må få det, de har brug for for at komme nærmere til målet. Derved inddrages Helligåndens kraft allerede fra starten.
Det ville selvfølgelig være herligt, hvis vi altid kunne få bønnesvar med det samme, men sådan fungerer det ikke. Selv Jesus kunne ikke få Helligånden til at bryde igennem med kraft med det samme, og derfor skete der heller ikke det store i det ydre, da han sagde: ”modtag Helligånden!” Han var netop opstået fra de døde, havde sejret over alt og var ikke længere underlagt de begrænsninger, som mennesker ellers er. I hele menneskehedens historie er det den konkrete situation, hvor vi burde forvente mest kraft i en bøn … , men nej, der skete ”kun” noget i deres indre. Disciplene skulle selv bane vej for dette enorme gennembrud, men nu behøvede de ikke længere at gøre det i egen kraft.
Hvis vi udelukkende fokuserer på det, vi vil have, så kommer vi til at kæmpe i egen kraft. Og vi ved alle, hvad det indebærer. Vi klarer måske at holde ud i bønnen i et par timer, eller et par dage, eller måske i et par måneder, men vi klarer så godt som aldrig at holde ud, indtil vi får det ønskede bønnesvar. Der vil ofte være en lang vandring frem mod svarene, men Gud har aldrig tænkt, at vi skulle vandre denne vandring i egen kraft. For Helligånden er langt mere end en vejviser til den rette vej. Han er også den, der vil give os udholdenheden og kraften til hele vandringen.
Zak 4,6b: “Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!”
Lad os i denne uge søge Helligåndens styrke og åbne os for, at han allerede nu vil styrke os, så vi kan udrette Guds planer med hans grænseløse kraft i stedet for at skulle gøre det med vores begrænsede menneskelige kræfter.