Skrevet af Peter Tinggaard
1 Joh 4,8: ”Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed”
I disse kendte vers fortæller Johannes os, at “Gud er kærlighed”. Han siger med andre ord, at kærligheden er Guds vigtigste og mest grundlæggende egenskab. Det er den, han virkelig er. Når du ser ham, ser du den fuldkomne kærlighed. Som mennesker er vi vant til at behandle kærligheden både som en følelse og som et valg, vi tager, men sådan fungerer det ikke for Gud. For Guds kærlighed er ligeså evig og uforanderlig som han selv er. Den har ikke gode og dårlige dage, men er altid på max. Den er aldrig på valg i Guds hjerte, for der findes ingen alternative veje for ham. Han kan slet ikke holde op med at elske uden samtidigt at holde op med at være den, han er. Desuden er han så stor, at der ikke findes nogen anden magt, som kan få ham til at gøre noget, der ikke er kærligt. Det er ikke muligt for ham at lyve (jf. Tit 1,2) og han bliver ikke engang fristet af synden (jf. Jak 1,13). På samme måde kan Gud slet ikke holde op med at elske. For det er den, han er. Derfor er han også den eneste ægte og fuldgyldige definition på kærligheden. Det er kun ved at se på ham, at vi lærer kærlighedens sande væsen at kende.
Johannes havde en sådan tillid til Guds kærlighed, at han med glæde ville give andre mennesker følgende garanti: “Hvis du lærer den at kende, vil du selv komme til at elske andre” (jf. v. 8). Med andre ord siger Johannes, at der er en sådan kraft i Guds kærlighed, at den helt automatisk vil forvandle ethvert menneskehjerte, som åbner sit hjerte for den. Det var det, Johannes selv havde erfaret, og han ønskede inderligt, at alle andre mennesker skulle erfare det samme.
Men hvorfor ser vi så ikke mere af Guds kærlighed i vores kirker, når vi ved så meget om den? Den er uden tvivl det primære tema i vores møder, som fremhæves igen og igen på utallige måder. Vi taler om den, og synger om den og nævner den igen og igen i vores bønner. Og dog oplever alt for mange mennesker, at de kristne langt hen ad vejen ikke er bedre til at elske end ikke-kristne. Vi burde være fyldt til bristepunktet med Guds kærlighed, men på trods af dette, er der efterhånden næsten ligeså store skilsmisseprocenter blandt kristne, som blandt ikke-kristne. Det er lige til at græde over. Vi er kaldet til at elske selv vore værste fjender, men vi klarer ikke en gang at elske dem, der elsker os. Der er noget, som ikke fungerer, som det skal. Hvis Johannes har ret i, at vores kærlighed til andre afspejler, hvor godt vi kender Gud, så udstiller vores atmosfære i de fleste kirker og kristne hjem, at vi slet ikke kender Gud godt nok.
Farisæerne havde også en voldsom masse viden om Gud, men de var alligevel ikke i stand til at genkende Gud, da han vandrede i deres midte. De kunne citere utallige skriftsteder om Guds nåde og barmhjertighed, men kunne slet ikke acceptere, at Gud var så nådig som det, Jesus udstillede. Hvorfor? Fordi deres erfaringer med Gud var noget, som havde med hovedet og ikke med hjertet at gøre. De havde lært sig selv at knokle for Gud og de kæmpede for at overgå hinanden i deres gudsdyrkelse, men de havde ikke lært at åbne deres hjerter for ham. Deres gudsliv var noget, de selv skulle præstere overfor Gud i stedet for at være noget, der strømmede frit og ufortjent fra Gud. Desværre tror jeg, at det samme kunne siges om rigtig mange kristne. Vi har lært en masse om Gud og vi har også lært at gøre en masse for Gud, men vi har ikke lært at åbne vores hjerter helt for ham.
Dette er også grunden til, at så mange kristne ægteskaber ender i skilsmisse og at så mange kirker oplever voldsomme kampe og splittelser. For hvis ikke Jesus har fået lov til at elske os helt ned i dybet af vores indre, så bærer vi områder med mørke og skam i vores liv, hvor Gud ikke er herre. Disse områder med mørke vil helt automatisk komme til at styre og forme vores tanker og vores liv, når vi bliver presset … selv om det absolut ikke er det, vi vil. Hvis du er ærlig overfor dig selv, vil du selv kunne genkende dette. Selv om du ved en masse om Gud og har indviet dit liv til at tjene ham, har du fortsat en masse følelser af bitterhed, selvbebrejdelse, skam og meget mere inde i dig. Når du bliver presset og billedlig talt trænges op i en krog, vil du automatisk reagere ud fra disse sårede og mørke følelser. Som et såret dyr i en fælde.
Hvis ikke du har smagt Guds kærlighed og har oplevet, hvor meget han elsker dig helt ned i dybet af dit indre mørke, så er det kun dit hoved, der kender Guds kærlighed. Dit hoved kan sagtens fortælle dit hjerte, at du ”burde” elske mere, men så længe dit hjerte ikke har erfaret Guds kærlighed, vil du selv skulle fremskaffe ressourcerne til at elske andre inde i dit eget hjerte. Det er kun, når vi har erfaret Guds kærlighed i vores hjerter, at Guds egen kærlighed kan blive vores indre kilde til at elske andre. Det er det, som hele tiden har været Guds plan. Vi elsker, fordi han elskede os først! (1 Joh 4,19) Det starter altid med Guds kærlighed og ikke med vores. Verden vil straks kunne genkende Guds kærlighed i kirkerne, hvis det virkelig er Guds kærlighed, der strømmer imellem os (jf. Joh 13,35). Men hvis vores kærlighed primært udstilles igennem mennesker, som er blevet gode til at skjule deres bitterhed og til at gøre kærlige handlinger af pligt, så vil verden ikke blive draget til os.
Bed derfor om
- At de kristne i Danmark må lære at åbne deres hjerter for Guds kærlighed.
- At Gud må give vores land en masse åbenbaring om hans kærlighed.
- At Guds kærlighed (og ikke vores kærlighed) må strømme ud af os som en flod.