Uge 40 Vantro og hårde hjerter

Skrevet af Peter Tinggaard

Mk 6,51-52: “Så kom han op i båden til dem, og vinden lagde sig; men de var helt ude af sig selv. De havde nemlig ikke fattet det med brødene, tværtimod var deres hjerte forhærdet.

Bemærk her, hvad der står om disciplene. På grund af deres hårde hjerter, havde de ikke fanget det, som Gud gav dem igennem brødunderet. Dette er grunden til, at de blev “ude af sig selv” af forundring, da Jesus gjorde et nyt mirakel i forhold til stormen. For de havde ikke forventet, at Gud ville redde dem en gang til. De havde i stedet forventet at dø. For deres hårde hjerter havde forhindret dem fra at modtage alt, hvad Gud ville give dem igennem bespisningsunderet. De havde godt nok set selve miraklet: Hvordan tusinder af mennesker var blevet mættet igennem en drengs madpakke. Men de havde ikke grebet den langt vigtigere åbenbaring af Guds gavmildhed og trofasthed, som strålede igennem hele underet. Desværre! Hvis de havde grebet denne livsforvandlende åbenbaring af Gud, ville dette have ændret deres hjerter så meget, at de havde forventet et lignende indgreb, da stormen ramte dem. For så havde de tænkt: “Den Gud, som reddede os sidst, er fortsat med os. Mon ikke han ville gøre et lignende mirakel denne gang … ?”

Senere, i Mk 8,14-21, opstår der en ny krise, som introduceres med disse ord: “De havde glemt at tage brød med … “. Disciplene skulle på tur med Jesus, men de havde altså dummet sig og glemt at tage den mængde brød med, som de havde brug for. Dette var en stort problem i deres øjne, fordi de fortsat tvivlede på, at Gud ville hjælpe dem i deres nød. Men sådan tænkte Jesus ikke. Han var slet ikke interesseret i, hvor meget brød de havde med, fordi han stolede så meget på sin himmelske farmand. I stedet vendte han sig mod disciplene og gav dem evangeliernes skarpeste discipel-skideballe for deres hårde hjerter og for at de stolede så lidt på Guds trofasthed.

Mk 8,17-20: “Da Jesus blev klar over det, sagde han til dem: »Hvorfor taler I om, at det er, fordi I ikke har brød med? Kan I endnu ikke fatte eller forstå? Er jeres hjerte så forhærdet? Kan I ikke se, skønt I har øjne? Kan I ikke høre, skønt I har ører? Husker I ikke, da jeg brød de fem brød til de fem tusind, hvor mange kurve fulde af stykker I da samlede?« »Tolv,« svarede de. »Eller dengang med de syv brød til de fire tusind, hvor mange kurve fulde af stykker I da samlede?« »Syv,« svarede de. Og han sagde til dem: »Forstår I endnu ikke?«

Efter at Jesus var blevet korsfæstet og var genopstået, opstod der igen en situation, hvor disciplene blev kritiseret for deres hårde hjerter. For de ville ikke tro på, at Jesus var genopstået, selv om både Maria Magdalene og to ukendte disciple erklærede, at de havde mødt Jesus. Dette var grunden til, at Jesus gav dem endnu en skideballe i Mk 16,14: …. Han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Med andre ord pegede Jesus på deres hårde hjerter og sagde : “Hvis I havde haft bløde hjerter, ville I have troet på dem, der sagde, at jeg var genopstået”

Personlig historie:

I forrige weekend var jeg i Hillerød, hvor jeg afleverede et seminar om “hjertet” i løbet af lørdagen. Undervejs synliggjorde jeg for deltagerne, hvordan Bibelen ofte omtaler Guds frelsesværk som konkrete byttehandler, han tilbyder os. Han vil give os liv i stedet for død, glæde i stedet for sorg, frihed i stedet for fangenskab, helbredelse i stedet for sygdom, retfærdighed i stedet for synd og meget mere. Det er byttehandler, som forudsætter, at vi giver noget til ham, så han kan give noget til os. Hvis vi som farisæerne tænker, at vores hjerter og legemer allerede er raske, vender Gud sig mod os og siger: Så har jeg ikke noget til jer! Byttehandlen er annulleret. Mk 2,17: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.” Det var tolderen, som bad ”Gud, vær mig synder nådig”, der fik bønnesvar og efterfølgende blev omtalt som retfærdig (jf. Luk 18,9-14). Farisæeren, som pralede af sin egen retfærdighed, blev sendt tomhændet hjem og blev efterfølgende omtalt som den, der ikke var retfærdig.

Efter at jeg havde delt dette, tog vi en tid i bøn, hvor vi inviterede Helligånden til at virke og til at hjælpe os med at synliggøre svagheder i vores liv. Formålet med dette var at hjælpe os til at anerkende sandheden om vores hjerter, så vi derefter kunne aflevere svaghederne til Gud og bytte dem med de skatte, som han vil give os til gengæld. Mens vi ventede, mindede Gud mig om Mk 16,14 og dens tale om “vantro og hårdhjertethed”. Jeg har længe vidst, at jeg havde en masse vantro i mit hjerte, men pludselig forstod jeg, at vantroen var forbundet med et hjerte, som var hårdt. Det var ikke bare en vantros ånd eller en atmosfære over Danmark. Det var mit eget hjerte, som var hårdt. Jeg oplevede meget stærkt, at Gud var med i dette, og jeg begyndte at græde og næsten hulke, da jeg efterfølgende gav mit hårde og vantro hjerte til Gud, så han i stedet kunne give mig et blødt og godt hjerte (jf. Ez 36,26).

Jeg deler dette i denne andagt, fordi jeg tror, at der også er andre, som Gud vil tale til og sige: Du forventer så lidt af mig, fordi dit hjerte er hårdt. Men hvis du vil give mig dit hårde hjerte, vil jeg i stedet give dig et blødt og godt hjerte.

Bed derfor om:

  • At Gud må give os nåde til at bringe vores syge og hårde hjerter til ham, så vi i stedet kan få nye og forvandlede hjerter.
  • At Gud må give kirken og dig en masse åbenbaring om hårde hjerter.
  • Giv os bløde hjerter, der er åbne, og ører, der hører, hvad ånden siger og øjne, der ser, hvad han gør. (jf. Mk 8,17-18)

 

Faste for Danmark