Skrevet af Peter Tinggaard
Hebr 12,5-8: “Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af. For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far? Hvis I lades uden den opdragelse, som er alles lod, er I uægte børn og ikke sønner.”
Med inspiration fra disse vers om Guds tugt, havde jeg en periode på ca. et halvt år i mit liv, hvor jeg dagligt bad: “Far, kom og tugt mig! Vis mig, hvad der hindrer dig fra at komme tættere på mig!” Til at starte med havde jeg en anelse frygt, når jeg bad denne bøn, men måned for måned kom jeg til at elske bønnen mere. For jeg opdagede … hvad Hebr 12,5-8 også udstiller … at Gud igennem tugten demonstrerer, at vi er ægte børn.
Det er den periode i mit liv, hvor Gud har talt på flest forskellige måder til mig, og alt, hvad han pegede på i mit liv, bragte han selv lægedom og genoprettelse til. Jeg havde frygtet, at det ville blive en svær og tung tid, men det blev en af de bedste perioder, som jeg har haft i min vandring med Gud. I denne andagt vil jeg dele en profetisk drøm, som jeg fik i denne tid. Jeg deler den, fordi jeg tror, at den også vil tale til dig i dit liv. Giv Gud plads til at tugte dig! Lad ham pege på ting i dit hjerte, som hindrer dig fra at få mere af ham i dit liv.
I drømmen var jeg på vej til universitet for at tage min afsluttende eksamen som teolog. Jeg sad i en bus, og jeg var sent på den. Selv hvis bussen kom til tiden, måtte jeg løbe alt, hvad jeg kunne, for at nå min eksamen til tiden. Jeg håbede hele tiden, at bussen ville køre lidt hurtigere, og med det samme den nåede til mit stoppested, sprang jeg ud af den. Jeg ankom derefter til den rigtige bygning ved universitetet. Forpustet, svedig og et par minutter for sent. Inde i eksamenslokalet sad der to undervisere fra universitet. De virkede lettere irriteret over, at jeg ikke kunne komme til tiden, men de sagde ikke noget. De pegede på et bord og bad mig om at trække en seddel med et nummer. Efterfølgende gav de mig den eksamensopgave, som hørte til det nummer, jeg trak. Jeg kiggede på opgaven, og tænkte med det samme: ”Åh nej!” For opgaven handlede om en kendt teolog, som jeg skulle snakke om til eksamen. Men selv om jeg havde hørt navnet før, kunne jeg ikke huske noget som helst om hans teologiske teorier. Jeg opdagede samtidigt, at jeg havde glemt at tage mine bøger og notater med, hvilket betød, at jeg heller ikke ville få nogen hjælp fra dem i min forberedelsestid. Det så ikke godt ud! Der var ikke længere nogen tvivl om, hvad resultatet af min eksamen ville blive. Jeg ville dumpe den så klart, at mine lærere ville mindes denne dag i mange år.
Det viste sig snart, at eksamenslokalet også skulle bruges som forberedelseslokale. Lærerne viste mig hen til et lille bord med en gammel computer. Der var en ostemad på pladsen og samtidigt var der en pedel, som var ved at fikse computeren. Han skulle fortsætte med at reparere computeren inde i lokalet under min forberedelsestid, men han måtte ikke hjælpe mig. Og så vågnede jeg op. Fuld af frygt og med et hjerte, der bankede helt vildt.
Jeg gik ud på toilettet, hvor jeg tændte lyset og tog vand i ansigtet. Langsomt begyndte virkeligheden at trøste mig og at dulme mit bankende hjerte. ”Det var bare en drøm. Det var ikke den afslutning, som du fik på dine studier. Heldigvis!” Fem til ti minutter senere lå jeg igen i sengen og var nogenlunde klar til at sove.
Og så fortsatte drømmen – dog med nogle radikale ændringer. Det viste sig, at jeg ikke skulle op til eksamen, men var kommet til universitetet for at mødes med tre af mine lærere. De havde inviteret mig til en samtale, nogle år efter jeg havde afsluttet studiet, fordi de ønskede at opmuntre mig. De havde set noget fantastisk og enestående i mig, mens jeg studerede og de havde derfor valgt at gøre noget ekstra for at hjælpe og vejlede mig. Pedellen var ikke længere en pedel, men var nu blevet en underviser som de andre, og han var ligeså interesseret i at opmuntre mig som de andre. Den eksamen, som jeg var sikker på at dumpe, viste sig i stedet at være en fantastisk samtale, hvor dygtige lærere ville gøre alt, hvad de kunne for at hjælpe mig til at lykkes.
Gud viste mig en række forskellige ting igennem drømmen. Han sagde blandt andet, at den første halvdel af drømmen afspejlede det billede, jeg ofte havde af ham i mit kristenliv. En Gud, som konstant holder øje med mig og altid bedømmer mig hårdt og nøgternt. Ligesom en sensor ved en vanskelig eksamen. Desuden var mit Gudsforhold formet, så jeg aldrig kunne gøre det godt nok. Jeg var dømt til at dumpe, fordi mine krav til mig selv var så høje, at jeg kun blev tilfreds, hvis alt lykkes. Men den anden halvdel af drømmen afspejlede det billede, Gud ønskede at plante i mit indre. En Gud, som hele tiden havde lyst til at opmuntre mig. En Gud for hvem, jeg allerede havde bestået den afsluttende eksamen for længe siden.
Gud talte også til mig om ostemaden. Jeg hader ost og var på det tidspunkt på en arbejdsplads, hvor der nogle gange blev serveret ostemader til kaffen. Derfor så jeg ostemaden i drømmen og tænkte: Det var en sød tanke. Den ville helt sikkert have været til velsignelse for en anden. Men Gud sagde til mig. Sådan er jeg ikke! Når jeg giver velsignelser til dig, er de skræddersyet til dig. Jeg kender dit hjerte og ønsker at mætte dit hjertes længsler. Gud mindede mig også om pedellen og sagde, at han var Helligånden. Han var tilstede ved min eksamen i en situation, hvor jeg desperat havde brug for hjælp, men på trods af dette hjalp han mig ikke, fordi han var travlt optaget med andre ting. Gud hviskede: ”Her ser du, hvad dit hjerte forventer af Ånden!” Og han havde helt ret. Igennem min barndom havde jeg lært, at andre menneskers behov var vigtigere end mine, og jeg forventede derfor, at Ånden ville gøre det samme som mig. At han hele tiden ville fokusere på andre menneskers behov, før han tog sig af mine. I praksis medførte dette, at Åndens nærvær og salvelse i mit liv blev degraderet til hjælperedskaber til at betjene andre mennesker. I modsætning til dette åbenbarede Gud igennem drømmens anden halvdel, at Ånden først og fremmest var tilstede i mit liv for at opmuntre mig og for at hjælpe mig til at lykkes.
Bed derfor om:
- At Gud må tugte os som ægte børn, så han kan komme endnu tættere på.
- At Gud må lære os at stole på, at alt, hvad han gør er godt! Også hans tugt!
- At Gud må rense os fra frygt ved at overøse os med kærlighed (jf. 1 Joh 4,18)