Skrevet af Peter Tinggaard
Fil 2,3: ”Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. ”
Desværre behandler vi ofte dette vers, som om det primært handler om at ydmyge os selv, selv om verset rent faktisk taler om at løfte andre op. Verset siger nemlig ikke: ”Gør dig selv så lille som muligt!” For det er noget helt andet, som Paulus vil lære os. Hør blot, hvad han siger i Rom 12,10: ”Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse.” Vi skal altså være så fokuseret og helhjertede i at ophøje og ære hinanden, at vi afspejler idrætsudøvere ved en konkurrence. De giver absolut alt, hvad de har for at lykkes i den disciplin, som de har viet deres liv til. Og vores disciplin er at løfte hinanden op.
Når vi agter andre mennesker højere end os selv, betyder det først og fremmest, at vi ser andre mennesker med Guds øjne. Vi ser dem som dyrebare mennesker, som Gud har givet en række gaver, resourcer og talenter til, som de kan velsigne andre med. Selv det mest ynkelige mennesker har altså noget at give andre. Hvis vi lever med denne indstilling i vores liv, vil det automatisk medføre, at vi hele tiden forventer at modtage velsignelser fra vores medmennesker.
En tjenesterelation bliver til et venskab
For nogle dage siden var jeg på Fyn, hvor jeg skulle overnatte hos nogle ildsjæle, der har startet et bønnehus ud fra deres hus. Min indstilling under hele besøget var at velsigne og støtte dem, og dette var også mit udgangspunkt, da vi besluttede os for at bede sammen. Men efter at jeg havde bedt for dem og for deres bønnehus i længere tid, begyndte de at bede for mig, min kone og vores børn. Min umiddelbare reaktion var, at det behøvede de altså ikke. Jeg var jo kommet for at give noget til dem, og jeg forventede ærlig talt ikke noget igen. Men mens de bad, hviskede Gud til både dem og mig, at han ville bruge dem og deres bønnehus til at forløse mere af dansens salvelse og gave i min kones liv. Personligt mærkede jeg, hvordan dette ændrede vores relation. Idet Gud åbnede mine øjne for den store gave, som han ville give min kone igennem dem, skete der samtidigt noget i mit hjerte. Jeg var ikke længere bare tilstede som en forbeder, der baner vejen for andre. Jeg var med ét blevet til en ven, der både giver og modtager. En ven, der var fyldt med taknemlig over det, Gud ville give til os igennem dem, og som samtidigt var enormt begejstret for det, jeg kunne give til dem.
På vejen hjem i toget kunne jeg slet ikke holde op med at tænke på det, jeg havde oplevet. Jeg kunne mærke, at Gud ville bruge min oplevelse til at tale til landets forbedere, fordi der er rigtig mange, som tænker nogenlunde det samme som det, jeg tænkte. “Jeg er her for at give … og jeg forventer ikke at modtage noget igen.” Men Gud vil ikke nøjes med at have en masse forbedere, som giver og giver … men som samtidigt er elendige til at tage imod. Han vil have os til at give og modtage. Til både at velsigne og at blive velsignet.
Der er nemlig to overordnede veje, som Guds velsignelser flyder igennem i en relation. Den ene vej bygger på vores evner og gaver, og det er via denne vej, at vi velsigner andre mennesker. Det var det, jeg havde tænkt mig at gøre, da jeg bad for ægteparret med bønnehuset. Jeg ville bruge mit hjerte og mine evner til at formidle Guds velsignelser til dem. Men der er en anden vej, som er mindst ligeså vigtig. Denne vej bygger på vores behov og ønsker, og den kræver hjerter, som er villige til at åbne op og tage imod. Den kræver ægthed og sårbarhed. Den kræver mod og villighed til at dele behov og til at gøre sig afhængig af andre menneskers velsignelser.
I en sund relation vil der altid være to veje med velsignelser. Fra mig til den anden … og fra den anden til mig. Begge parter giver og modtager. Men i en usund relation har vi på forhånd låst os fast til enten den ene eller den anden vej. Og desværre tror jeg, at rigtig mange forbedere har faldet i denne grøft. Vi er dem, der giver … men vi er ikke særlig gode til at dele behov og ønsker med andre. Derfor kommer vi ofte til at nøjes med tjenesterelationer i stedet for at få dybe og livsforvandlende venskaber, hvor vi både giver og modtager.
Endnu en illustration:
I denne weekend har vi haft tre venner, som gav hele weekenden til at hjælpe os med at ordne vores have (hvilket var meget tiltrængt). De kom til Aalborg fra Sønderjylland, havde sørget for det meste af maden til både dem og os, og de var indstillet på at arbejde rigtig mange timer i haven. Forhistorien til deres besøg var, at vi igennem mange år har halset bagefter med haven, men nu hvor vi skal flytte tilbage til Randers og hvor huset skal sælges, var det nødvendigt, at vi brugte rigtig, rigtig mange timer i haven. Derfor havde jeg – på trods af usikkerhed og lidt frygt for, hvad andre mennesker ville tænke – beskrevet vores behov i et nyhedsbrev. Det medførte uden tvivl, at mange tænkte: “Vi har alle sammen haver. Det må de da selv kunne klare!” Og det ville også være sandt. For det var for dårligt, at vores have var så forfalden. Men tre af vores venner tænkte i stedet. Her har vi en anledning til at velsigne vores venner. Her er der et behov, som vi kan dække. Og min kone og jeg er SÅ TAKNEMLIGE, at vi vil huske denne weekend resten af vores liv.
Bed derfor om:
- At Gud må lære landets forbedere at åbne op og dele vores behov med andre.
- At vi må lære at forvente, at alle mennesker har noget at give til os.
- At Gud må rense vores hjerter for de ting, som hindrer os fra at gøre os sårbare og afhængige af andre.