Skrevet af Peter Tinggaard
Salme 139,19a: “Gid du ville dræbe forbryderne, Gud!”
De fleste kristne kender og elsker salme 139. Vi elsker dens fantastiske beskrivelse af, hvordan Gud har skabt alle mennesker i deres moders liv, hvordan han altid er nær – ligegyldigt hvor vi går hen – og hvordan han altid har gode planer for os. Men så kommer der et afsnit mod slutningen af salmen, som de fleste kristne har meget svært ved at forholde sig til. Det starter med ordene: “Gid du ville dræbe forbryderne, Gud!”
Jeg læste disse “forfærdelige” og “ubehagelige” vers for nogle uger siden, og pludselig mærkede jeg salmens logik og hjertet bag dette vrede og had. Kong David, som skrev salmen, bevægede sig naturligt videre fra sine fantastiske beskrivelser af Guds enestående tanker og planer for hans liv, til i stedet at blive fyldt med harme og vrede over mennesker, fordi han kom til at tænke på, hvordan sådanne mennesker havde stjålet og undermineret det, som Gud havde til ham. Hans vrede havde altså sin kilde i Guds kærlighed, fordi han pludselig forstod, hvor meget andre menneskers behandling af ham havde kostet ham.
Han var blevet trådt på og bagtalt og ringeagtet igen og igen og igen. Han var den yngste af otte brødre, men blev behandlet som om, han ikke skulle regnes som en søn af huset, da profeten Samuel kom forbi (jf. 1 Sam 16,10-11). Senere blev han kritiseret på et meget nedladende måde af sin ene storebror, da han ville melde sig til at kæmpe mod Goliat i 1 Sam 17,28: “Hvorfor er du egentlig kommet herned? Hvem har du overladt den lille fåreflok i ørkenen til? Jeg ved godt, hvor fræk og ondskabsfuld du er; du er bare kommet herned for at følge slagets gang.“ Ud fra den måde, som David blev behandlet i sit hjem, og ud fra Sl 51,7, hvor David udtrykker, at han blev undfanget i synd, er det meget sandsynligt, at han havde en anden mor end sine syv brødre. En mor, som ikke var gift med Davids far. Sandsynligvis en slave, en prostitueret eller en billig kvinde – og derfor blev han ringeagtet af andre.
Men idet Gud åbenbarede sine vidunderlige tanker og planer for ham, blev det meget tydeligt for ham, hvordan andre mennesker hele livet havde behandlet ham på en helt anden måde end det, Gud havde planlagt og klargjort til ham. Med andre ord forstod han igennem åbenbaringen, at Gud var vred over den smerte og modstand, som han havde fået som sin begyndelse til livet. Hans smerte og død var ikke en del af Guds tanker og planer. Smerten skyldtes i stedet, at konkrete menneskers havde behandlet ham på en måde, som var radikalt anderledes end den behandling, som Gud ønskede at give ham. Og derfor blev han harm og vred, når han pludselig forstod, hvor meget andres menneskers negative behandling af ham havde ødelagt og stjålet fra ham.
Helbredt for skam
Det var noget af det samme, jeg oplevede, da Gud helbredte mig for skam på en stilleretræte. Det var efter denne dybe lægedom af mit hjerte, at jeg for første gang i livet begyndte at mærke vreden i mit liv over andres behandling af mig. Før denne retræte blev jeg stort set aldrig vred på egne vegne, fordi der var noget i mig, som hele tiden undskyldte andre og samtidigt tænkte, at jeg alligevel ikke fortjente noget, som var bedre end det, som de gjorde ved mig. Men da jeg forstod, hvad Gud så i mig, begyndte jeg at blive vred, når andre mennesker behandlede mig som om jeg var mindre værd end det, Gud tænker om mig.
Det er også på denne måde, at vi skal lære at hade det, som Gud hader (jf. Sl 45,8). Gud kalder os ikke til at hade med en destruktiv følelse, som har sin rod i had. For Gud er kærlighed og alt, hvad han gør og siger er rodfæstet i kærlighed. Således kalder han os til at hade det onde, fordi vi elsker det gode så meget, at vi slet ikke kan acceptere, at mørket og døden får plads til at stjæle og hindre så meget.
Det var jo også kærlighed, der motiverede Jesu vrede, da han ryddede tempelpladsen. Han sagde: “Der står skrevet: ›Mit hus skal kaldes et bedehus.‹ Men I gør det til en røverkule.” Med andre ord var Jesus rasende, fordi han elskede Guds tanker og planer så meget, at han slet ikke kunne acceptere, hvad mennesker havde gjort templet til.
Det er på denne måde, at vi skal fyldes med Guds vrede og harme, når vi beder for Danmark i dag. For jo mere vi bliver grebet af Guds fantastiske planer og tanker for vores land, jo mere vil vi se, hvor meget fjenden har stjålet fra os. Og jo mere vi bliver smittet af Guds vidunderlige tanker for både landet og vores lokale byer, jo mere vil vreden rejse sig i os over alt, hvad fjenden har bremset og ødelagt. Igennem vreden vil Gud salve os til at rense vores land for afguder, for forførelse, og for meget andet – så vi i stedet kan få det, som Gud har for os. Vreden proklamerer nemlig med en voldsom lidenskab, at mennesker og Danmark fortjener noget, som er langt mere end det, som fjenden har fået plads til at gøre. Den er Guds gave til os, hvorved vi kan rense vores hjerter og vores liv for alt, som ikke afspejler Guds hjerte for os, så vi i stedet kan få de gode ting, som Gud har planlagt for os.
Bed derfor om:
- At du personligt i dit liv må se dig selv med Guds øjne, så du bliver vred og ikke kan acceptere, når andre behandler dig på uværdig vis.
- At vi som forbedere må elske vores nation og byer så meget, at vi mærker Guds vrede, når vi møder ting, som hindrer og bremser Guds fantastiske planer.
- At vi som Jesus må have en forbavsende mængde glæde i vores liv, fordi vi elsker ret og hader uret.