Skrevet af Peter Tinggaard
Mens Jesus vandrede på jorden, kaldte han sin himmelske far for Abba (Mar 14,36). Det var et aramæisk ord, der blev brugt af små børn, når de tiltalte deres fædre. Far! Farmand!
Senere døde han på korset og betalte derved prisen for, at alle mennesker kunne træde ind i den samme tætte relation til Gud. I mine øjne er dette Bibelens allervigtigste åbenbaring af Gud. Derfor hører vi også, at Helligånden målrettet går efter at fremkalde denne åbenbaring i os alle. Rom 8,15-16: … men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Gal 4,6: Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader!
Som vægtere og forbedere bør dette emne også have en central plads i vores bønner. For åbenbaringen af Gud som vores farmand er en nøgle, der åbner op for alle himlens velsignelser. Den lærer os, at vi er Guds arvinge og Kristi medarvinger (jf. Rom 8,17) – siden Gud er vores far. Den viser os vejen ind til den kærlige og vidunderlige relation, som Gud vil have med os som sine børn. Den udstiller for os, hvor grænseløs, den kærlighed, som Gud har til os, er. Når først vi som kirker har grebet denne åbenbaring af Guds faderlige hjerte, vil det helt automatisk ændre vores kirker fra at være instituationer til i stedet at blive til familier. Mon ikke vores kirker i Danmark har brug for mere af denne åbenbaring?
Gud erklærer klart og tydeligt, at vi er hans børn og at han er vores farmand. Han ønsker nemlig, at vores forhold skal afspejle det forhold, der er imellem en kærlig far og dennes højt elskede barn. En relation, som slet ikke bygger på ligeværdighed.
Tænk fx på en lille, nyfødt baby. Den har ligget ni måneder i mors mave i modtagermodus og suget til sig af varme, mad og kærlighed uden at give et hak tilbage, andet end kvalme, vægtforøgelse og en del besvær. Efter fødslen fortsætter den samme uligevægtige arbejdsfordeling. Barnet spiser, sover og laver i bleen og bliver overdynget med varme og kærlighed, men giver strengt taget ikke meget tilbage. Men pludselig en dag smiler det lille barn til sin mor. Og moderen overvældes af taknemlighed i en sådan grad, at hun får tårer i øjnene. Hvis det handlede om ligevægt, burde moderen overhovedet ikke blive berørt af det lille smil. I forhold til alt det, hun har givet til barnet, er et lille smil jo ingenting. Men det handler ikke om ligevægt. Den taknemlighed, som en jordisk mor eller far oplever i en sådan situation, afspejler på en god måde, hvordan Gud oplever og opfatter alle mennesker. Selv det mindste smil rettet mod ham vækker en sådan begejstring i hans hjerte, at han billedlig talt får tårer i øjnene.
Det er selvfølgelig vanskeligt for os at acceptere en kærlighed og taknemlighed, som langt overgår det, vi fortjener. Men sådan er Guds kærlighed. Han elsker at elske så meget, at han bliver enormt velsignet og endda taknemlig, når han får lov til det. Han vil kærlighedens og nådens vej af hele sit guddommelige hjerte, og derfor stortrives han, når han får lov til at give noget til os. Kort sagt, Gud elsker at elske. Det er det allerbedste, han ved.
Bed derfor om:
- At Gud må give dig langt større åbenbaring af hans faderlige hjerte for dig.
- At landets kirker i større og større grad må blive centreret omkring Gud som alles far.
- Bed imod den ånd af faderløshed, som bremser så mange (også kristne) fra at kunne tage imod Faderens grænseløse og urimelige kærlighed.
Se evt. denne video af en sang, jeg har skrevet, som erklærer Faderens kærlighed over dig: Du mit kære barn!