Skrevet af Peter Tinggaard
1 Sam 15,22: “Da sagde Samuel: »Vil Herren hellere have brændofre og slagtofre end lydighed mod Herren? Nej, at adlyde er bedre end offer, at lytte er bedre end vædderes fedt.”
Som mennesker har vi en tendens til at stræbe efter at gøre store ting og til at give imponerende ofre for Gud og mennesker, fordi vi tænker, at den slags ting, som imponerer andre mennesker, også må være gode i Guds øjne. Vi tænker fx … hvis jeg faster i lang tid … eller hvis jeg beder flere timer om dagen … eller hvis jeg giver mega mange penge til kirken … eller hvis jeg bruger al min fritid på andre mennesker osv. Men selv om alle disse ting er gode og kan åbne døren for mange velsignelser, så er der en ting, som er langt vigtigere. Det er simpel lydighed. Det er at gøre, hvad Gud siger, vi skal gøre. Hverken mere eller mindre. Når det er ham, der taler, kan selv små handlinger medføre enorme resultater. Men hvis vi undlader at gøre de små ting, som han taler til os om at gøre, fordi vi hellere vil gøre store ting for Gud, så skal vi ikke forvente, at vi i Guds øjne har givet endnu mere til ham. For han vil hellere have lydighed end ofre.
I bogen om Argentinas vækkelse, som vi er ved at oversætte og klargøre til udgivelse i Faste for Danmark, er dette med “simpel lydighed” en af bogens primære temaer. I resten af denne andagt vil jeg dele et lille udpluk af bogen, fordi jeg tror, at det vil være til hjælp for vores bevægelse til selv at finde ind på den vej, som med tiden vil føre os til vækkelse. For det er den samme Gud, der bragte vækkelse til Argentina, som i dag ønsker at gøre det i Danmark. Og det er den samme vej, vi skal gå: Simpel lydighed. At gøre, hvad Gud siger, vi skal gøre.
Vi springer ind i historien på et tidspunkt, hvor bogens forfatter, R. E. Miller, netop havde oplevet sit personlige gennembrud efter flere måneders ventetid med bøn og faste mv. Og han havde lige fået sin første ordre fra Gud. Ordren var … :
“”Nu vil jeg udgyde min Ånd over kirken. Gå hen og sig til dem, at de skal begynde at holde bønnemøder. Sig til dem, at de skal starte mandag aften og komme forberedt på at være der fra kl. 20 til midnat. Hvis de ikke er klar til at blive der alle 4 timer, skal de slet ikke komme,” sagde stemmen.
Jeg tænkte, at det var en mærkelig ordre fra Herren. Det var ikke længe siden, at jeg havde inviteret kirken til at samles til bøn på et tidspunkt, som var belejligt for alle, men der var ikke kommet en eneste. Og nu skulle jeg altså indkalde dem til bønnemøde på et tidspunkt, som slet ikke passede ligeså godt til menigheden … og de skulle samtidigt bede i fire lange timer, hvis de kom. Jeg tænkte for mig selv, ”Hvem af disse halvhjertede kristne vil være villige til at komme til et møde, der kræver flere timers bøn så sent om natten?” Ved midnatstid ville alle byens busser være holdt op med at køre, og derfor ville de være nødt til at gå hjem.
Den himmelske ordre var ikke dramatisk, men den var klokkeklar, og jeg var nødt til at adlyde den. Men ærlig talt forventede jeg ikke, at en eneste person ville møde op. I Bibelen havde den spedalske Naaman forventet, at Elisa i det mindste ville komme ham i møde og lægge sin hånd på hans syge sted. Han forventede en dramatisk opvisning af en eller anden slags, og ikke bare en ordre, ”Gå hen og vask dig syv gange i Jordan-floden.” På samme måde havde jeg forventet, at vækkelsen skulle begynde på en dramatisk måde, og ikke med et simpelt kald til bøn. Men Guds veje er slet ikke som vores veje, og det varede ikke længe, før jeg opdagede, at det ikke var selve ordren, men hvem der gav den, der var afgørende.
Gud havde nu givet mig en ordre og han forventede, at den skulle adlydes helt bogstaveligt. Alligevel må jeg bekende, at jeg havde mine tvivl. For jeg kendte den lille gruppe mennesker i min kirke, og jeg vidste, at de var dovne og ikke havde den store interesse i åndelige ting. Hvis en eneste af dem mødte op til bønnemødet, ville jeg vide, at det var Guds værk.
Igennem alt dette var Gud ved at lære mig betydningen af simpel og bogstavelig lydighed. I Edens have var det ikke mængden af frugter, der bragte kaos. Det var den simple, men bevidste ulydighed, som afslørede deres bevidste valg om at afvise Guds herredømme i deres liv. Det var deres simple ulydighed, som adskilte dem fra et forhold til Gud. Vendt på hovedet betyder dette, at handlinger af simpel lydighed er den eneste vej tilbage til Guds nærvær – tilbage til det sted, hvor vores forhold til ham bliver genoprettet.”
R. E. Miller adlyd ordren og der kom tre personer til bønnemødet. Men disse tre personer bad ikke en eneste bøn i løbet af de fire timer, aftenen varede. Hverken den første aften, eller den anden, eller den tredje. Det virkede overhovedet ikke som begyndelsen på vækkelse. Men på den fjerde aften, hvor en af de tre andre forbedere endelig fik hjælp og mod til at følge den indskydelse fra Gud, som hun havde haft til hvert eneste bønnemøde, så skete det store under. Hun slog i bordet – som Ånden ledte hende til at gøre – og vækkelsen i Argentina blev skudt i gang ved denne simple handling.
Bed derfor om:
- At vi må have mod og styrke til at følge de indskydelser, som Gud giver os.
- At vi må lære, at Gud vil hellere have simpel lydighed end store ofre.
- At Peter Tinggaard, som leder af Faste for Danmark, må have mod og styrke til at følge Åndens indskydelser for bevægelsen.