Skrevet af Peter Tinggaard
Zak 12,10a: “men over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd … “
Hvis der nogensinde skal komme vækkelse og total forvandling til Danmark, skal det være Guds kraft, som baner vejen for underet. Det må vi aldrig glemme! For vi kommer aldrig til at bane vejen for vækkelse ved vores egen sølle kraft. Heldigvis forventer Gud ikke, at det skal være menneskers kraft og evner, der ændrer historiens gang. Han har placeret en lang række vers og historier i Bibelen, som netop fremhæver, at det er Guds kraft, som gør det umulige muligt. Zak 4,6: ” … Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!”
Fx skulle disciplene vente med at gå ud med evangeliet, indtil de havde fået “kraften fra det høje” (Luk 24,49). For selv om de havde vandret med Jesus i flere år og allerede havde oplevet ufattelige ting med ham, så ønskede Gud ikke, at de skulle behandle deres største opgave på jorden som noget, de kunne klare i egen styrke. Det kunne de ikke – og det skulle de heller ikke. På trods af deres mesters klokkeklare missionsbefaling – “Gå derfor ud … ” – måtte de pænt vente på at adlyde denne ordre, indtil noget andet var sket først. ApG 1,8: “Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.“
Disciplene skulle altså vente og bede, indtil de modtog kraften fra Gud. Men hvilken kraft var det så, de skulle bruge til at bede med, mens de ventede på det store gennembrud – hvis de endnu ikke havde fået kraften fra Gud? Hvis ikke vi forstår, hvordan Gud tænker, kan vi let ende i en grøft, hvor vi tænker, at bønnen er vores ansvar, og at det er vores styrke i bøn, som skal holde os i gang, indtil vi får kraften fra Gud. Men sådan tænker Gud ikke. Det var også Guds kraft, som disciplene brugte, mens de ventede på det store gennembrud. Lad mig forklare, hvorfor jeg tænker dette.
Efter at Jesus var opstået fra de døde, viste han sig om aftenen for disciplene. Ved dette første møde efter opstandelsen blæste han på dem og sagde ”modtag Helligånden!” (Joh 20,22). Der skete umiddelbart ikke noget i det ydre, og derfor fokuserer vi ikke så meget på denne bøn som et tidspunkt, hvor Åndens kraft blev formidlet. I stedet har kirken altid fremhævet pinsedagen som den store dag, hvor Helligånden kom. Men måske mangler vi at forstå sagens rette sammenhæng. Mens Jesus vandrede omkring på jorden var disciplene alt andet end udholdende i deres bønnetider med ham, men efter at Jesus havde sagt ”modtag Helligånden”, møder vi snart en flok disciple, som endelig er blevet helhjertede forbedere. Apg 1,14 siger klart og tydeligt om dem: ”de holdt alle i enighed fast ved bønnen”, og dette er vel at mærke om tiden før pinsedag. De disciple, som før var alt andet end udholdende, var nu af ”uforklarlige” grunde blevet til en sammentømret enhed, der bad med stor udholdenhed og stor kraft i ti dage, indtil Helligåndens store dag. Mon ikke Helligånden allerede fyldte dem med ”styrke” med det samme Jesus bad for dem, så de derved kunne blive effektive og helhjertede døråbnere for Åndens kraft. Altså var det ikke deres egen kraft, som de gjorde brug af, mens de banede vejen for “kraften fra det høje”. Det var Guds egen kraft, som banede vejen for endnu mere af Guds kraft.
Når vi beder for Danmark, kan vi altså forvente, at Gud vil give os sin kraft. Han vil fylde os med “nådens og bønnens ånd”, så han kan bede for Danmark igennem os. Selve udtrykket “nådens og bønnens ånd” rummer faktisk en skøn åbenbaring af, hvad vi kan forvente fra Gud.
For det første vil han fylde os med nådens ånd. Han vil altså fylde vores liv og vores hjerter med en ånd af nåde, så vi selv erfarer Guds nåde og godhed i en sådan grad, at vi bliver i stand til at vise Guds nåde til andre. “I har fået det for intet, giv det for intet.“ Matt 10,8b. “Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Joh 20,21b.
For det andet vil han fylde os med bønnens ånd. Han vil give os bønnens ånd, så han selv kan bede igennem os. Han vil ikke nøjes med at give os nådens ånd og så overlade det til os at gøre resten. Det er det, som Paulus fremhæver så tydeligt i Rom 8,26: “Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, …. ” Gud kender vores svagheder, men det er ikke noget problem for ham. Han vil selv give os styrken! Han har jo givet os Helligånden!
Derfor er vores vigtigste opgave ikke at være stærke eller at tage os sammen. Vores vigtigste opgave er at vente … og at anerkende vores dybe afhængighed af Åndens hjælp.
Bed derfor om:
- At dette må være en uge, hvor nådens og bønnens ånd bliver udgydt over landets forbedere.
- At du og jeg må ydmyge os og omvende os fra at tænke, at det er vores styrker og vores udholdenhed, som skal redde Danmark.
- At du personligt må få en mærkbar og vidunderlig smagsprøve på at bede i åndens kraft.