Skrevet af Peter Tinggaard
ApG 13,1-3: “I menigheden i Antiokia var der profeter og lærere, nemlig Barnabas og Simeon, der blev kaldt Niger, Lukius fra Kyrene, Manaen, der var plejebror til landsfyrsten Herodes, og Saulus. Og mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: »Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.« Da de havde fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem af sted.”
Dette er begyndelsen på Paulus store mission til at nå verdens hedninger. Og den opstod på grundlag af et profetisk ord, som blev givet, mens kirkens ledere i Antioka var samlet. Gud talte igennem en profet og sagde: “Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.” Barnabas og Paulus (som blev kaldt Saulus på dette tidspunkt) havde ellers det primære ansvar for denne blomstrende og voksende menighed, og det har uden tvivl medført et kæmpe tab for kirken, at den nu skulle undvære disse to fantastiske ledere. Men denne kirke forstod, at det var Jesus, som var menigheds Herre, og derfor adlyd lederskabet det profetiske budskab uden tøven. “Da de havde fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem af sted.”
Personligt tænker jeg, at denne lille anekdote åbenbarer, hvordan Jesus havde tænkt, at kirken skulle ledes.
- Det var personer med de femfoldige tjenester, som ledte menigheden. (jf. Ef 4,11-13)
Kirkens ledere omtales som “profeter og lærere” i vers 1, men de var også mere end det. For Paulus var både en apostel og en brændende evangelist, mens Barnabas var en apostel og en meget omsorgsfuld hyrde. Altså et lederskab, hvor alle fem tjenestegaver var repræsenteret; apostel, profet, hyrde, lærer og evangelist. - Den profetiske tjeneste var en integreret del af lederskabet, og hele ledelsen forventede, at Gud skulle lede dem igennem profetiske ord. Når et profetisk Ord blev afleveret, behandlede lederne det som om, at Jesus (Kirkens Herre) selv havde givet dem en ordre. De bøjede billedlig talt deres knæ for budskabet og adlyd det med det samme.
- Lederskabet var optaget af at “søge Guds rige først” (jf. Matt 6,33), og de var således klar til at give afkald på det bedste, som de havde, selv om det var et stort tab for den lokale menighed. Med andre ord var deres primære fokus ikke deres eget lokale rige, men Guds overordnede rige.
Desværre ser jeg, at kirken i dag er kommet langt væk fra dette bibelske forbillede. Og det har haft stor betydning for den profetiske tjeneste. Den er ikke længere en integreret del af kirkens ledelse og den er samtidigt blevet degraderet fra sin nytestamentlige rolle som Guds primære redskab til at lede sin kirke. Profeternes budskaber behandles nu som gode og opbyggelige råd, som kirkens ledelse kan vælge at følge, hvis det passer ind i de visioner og tanker, som en virksomhedsagtig lederskab har udtænkt. For den profetiske tjeneste medfører dette et af to følgevirkninger. Profeterne kan enten underlægge sig kirkens nuværende model, hvor den profetiske tjeneste afklædes sin guddommelige myndighed og i stedet skal fungere som opmuntring og vejledning for dem, der har brug for hjælp. Den anden mulighed er selvfølgelig, at de fastholder deres tro på, at deres budskaber kommer direkte fra Gud (hvilket selvfølgelig skal bedømmes). Hvis de således holder fast i, at det er Gud, som taler igennem dem, vil de tilskrive deres budskaber større myndighed end den, som kirkens nuværende ledelse har … og det vil altid medføre et brud. Dette er selvfølgelig en meget forenklet og fuldstændig unuanceret forklaring på profeternes nuværende situation. Men jeg tror alligevel, at den viser os selve roden til den profetiske krise.
Ved kirkens nuværende tilstand må den profetiske tjeneste enten acceptere tingenes tilstand og indtage en noget lavere plads i kirkens ledelsesmæssige hierarki end den plads, som profeterne havde i den første kirke. Men det vil være forbundet med frustrationer og smerter for den profetiske tjeneste, og det vil også medføre, at der kommer færre og færre profetiske budskaber i menigheden. Hvis ikke profeterne kan acceptere dette, må de rejse sig og fastholde, at de rent faktisk er talerør for Gud. Men siden de ikke længere er en integreret del af lederskabet, vil deres fastholden på deres gudgivne mandat som Guds “talerør” enten medføre et voldsomt opgør i kirken, hvor de må “kæmpe for deres ret” …. eller også må de søge væk fra kirken og finde andre græsgange til at udvirke deres tjeneste.
I praksis vil profeterne ofte finde sammen og opmuntre hinanden til at tro på deres gudgivne mandat. Og det er fantastisk, at profeterne rejser sig i fælles flok. MEN vi har brug for en tilbagevenden til den nytestamentlige menighedsmodel, hvor profeterne er en integreret del af ledelsen, og hvor hele kirken forventer, at Jesus som kirkens Herre vil lede os igennem profetiske budskaber, hvis vi vil se den profetiske tjeneste blomstre i vores menigheder. Hvis ikke dette sker, vil der ikke være plads til profeterne i kirken … og der vil opstå profetbevægelser uden afgørende tilknytning til resten af kirken. Det vil både være et enormt tab for kirken og for den profetiske tjeneste.
Fjendens strategi er at dele kirken og at sprede de femfoldige tjenestegaver. For han ved, at der er en gudgiven sundhed og balance i den femfoldige mangfoldighed. Når en bevægelse som “Evangelist” rejser sig med en enerådende evangelist, der vælger at bygge hele bevægelsen med det evangelistiske tjeneste som hovedfundamentet, vil det ofte ende helt galt. Det samme kunne også ske med de andre tjenestegaver, hvis ikke vi som kirke lærer at vandre sammen.
Ps: Denne andagt må ikke læses som en kritik af “Nordic Prophetic Network”, der vokser og blomstrer i Danmark. Absolut ikke. Deres ledere har netop forstået den nytestamentlige model og de arbejder målrettet mod at fremme den femfoldige tjeneste model i menighederne. De kæmper for det samme, som jeg ønsker at se: At landets menigheder vender tilbage til den nytestamentlige ledelsesmodel.
Bed derfor om:
- At Gud må åbenbare for menighederne, hvordan han ønsker at lede SIT LEGEME, så den profetiske tjeneste må blive en integreret del af kirkens ledelse.
- At Gud må tilgive os for, at vi har ringeagtet den profetiske tjeneste (jf. 1 Thess 5,19-20)
- At Jesus igen må få den første og største plads i menigheden.
- At vi må lære at søge Guds rige først … og ikke bare være optaget af vores egne riger.