Skrevet af Peter Tinggaard
Matt 7,16-17: ”På deres frugter kan I kende dem? Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter.”
Igennem disse vers fortæller Jesus os, at man kan genkende et træ på dets frugter. Det, han siger, er så logisk, at selv små børn kunne sige det samme. Hvis der sidder pærer på træet, så er det et pæretræ. Hvis der sidder appelsiner, er det et appelsintræ. Men Jesus var selvfølgelig ikke optaget af træer, da han udtalte dette. Han talte om mennesker og erklærede, at man altid kan genkende, hvad et menneske indeholder ved at se på de frugter, som vedkommende bærer. Hvis der igen og igen springer frugter af vrede ud fra et menneske, synliggør frugterne, at dette menneske er fyldt med vrede. For det ydre resultat åbenbarer den indre virkelighed. Hvis der i stedet er frugter af begær og utugt, som pludselig dukker frem på et menneske, så åbenbarer disse frugter, hvad der rent faktisk lå og lurede under overfladen.
Andre mennesker kan selvfølgelig ikke se, hvad et andet menneske indeholder indvendigt. I hvert fald ikke direkte. Derfor må de i stedet se på frugterne og forsøge at afdække den dybereliggende sandhed igennem det, de ser. MEN dette skaber en række problemer og forskubninger, som jeg har reflekteret en del over de sidste par uger.
1) Når vi som mennesker forstår, at vores indre bedømmes ud fra det ydre, medfører det en forøget opmærksomhed på det ydre. For vi vil alle gerne have, at andre tænker gode tanker om os. Gode frugter er jo langt bedre end dårlige frugter. Dette var også grunden til at farisæerne var så optaget af det ydre. De gjorde en masse ting foran andre mennesker, så de måtte se gode og hellige ud i andres øjne. De bad lange, offentlige bønner, talte højt om deres gaver til de fattige, gjorde det ekstra tydeligt, når de fastede, osv. Derfor blev de også æret og respekteret af mennesker, men Jesus så lige igennem maskespillet og udstillede sandheden om deres dårlige og syge hjerter.
Mon ikke vi har en masse af dette i vores kirker også? Faktisk tror jeg, at vi har langt mere maskespil og påtaget godhed end vi overhovedet er bevidste om. For vi ved, at vi bliver bedømt ud fra vores ord og handlinger, og denne kendsgerning påvirker os rigtig, rigtig meget. Vi drives til at gøre en lang række gerninger, som passer til folks forventninger, men disse gerninger er vel ligeså falske og misvisende, som farisæernes ydre gerninger?
2) Eftersom vi ikke kan se det indre i andre, bliver det ofte først når der kommer en ekstra tydelig dårlig frugt eller mange af dem, at vi genkender det dårlige træ. Og så ændres vores bedømmelse og vurdering af det andet menneske med det samme. Dette sker fx, når en kendt leder bekender en stor synd som utugt. Det skaber en voldsom reaktion i os, fordi vi på ingen tid kastes fra den ene yderlighed (træet var sundt og godt) til den anden (træet var åbenbart råddent og dårligt). Hermed siger jeg ikke, at utugt er en lille ting, men utugten er trods alt kun en ydre frugt. Den voksede frem, fordi det indre var blevet dårligt. Altså afslørede utugten, hvad der længe havde fået plads til at vokse inde i lederens hjerte. Husk på, at Jesus i Matt 5,27-30 satte lighedstegn imellem begær med utugt, fordi han ville lære os at se på det indre i vores eget liv. Hvis vi giver plads til begærets frugt i vores indre vil det medføre et dårligt træ, hvor utugtens frugt hele tiden skal beskæres og holdes skjult. Men hvis vi i stedet lærer at rense vores tanker i det indre, så vil vi i stedet frembære gode og sunde frugter.
Som kristne står vi altid i fare for at skabe kulturer, hvor vi er mere optaget af det ydre end af det indre, fordi det er langt lettere at se det ydre. Men vi må aldrig glemme, at livet med Gud udfolder sig i det indre. Derfor er vi ikke kaldet til at være mennesker, der knokler for at skjule de dårlige frugter, som helt naturligt vokser frem ud fra et beskidt indre. Nej, vi er kaldet til at vandre i åndens renhed ud fra det indre liv, så vores ”træ” kan blive godt helt ned i rødderne. Det er på denne måde at vi (som et godt træ) helt naturligt vil frembære gode frugter. Når en leder falder og dermed må træde tilbage for en tid, så handler det ikke om at straffe ham eller om at sætte ham i skammekrogen. Nej! Den altoverskyggende grund til at sætte hans tjeneste i bero er dette: Når en leder igennem længere tid har fået sammenblandet det gode med det dårlige i en sådan grad, at det er svært at skille de to fra hinanden, så vil det være livsnødvendigt for lederen, at tjenesten skal dø for en tid. For Guds tugt er nødt til at få så meget plads, at den kan skabe en helt ny begyndelse.
Og hvis vi er ærlige i vores hjerter, så bør vi alle leve i en ydmyg erkendelse af, at det samme kunne ske i mit liv, hvis ikke Ånden får plads til at rense mit indre.
